Virksomheder og designere bør hyldes for den forskel, deres løsninger gør i industri, samfund og dagligliv.

Det mener et samlet dansk designfelt bestående af designbranchens egen organisation – Design denmark og Dansk Design Center – og derfor introducerer parterne nu en ny pris: Danish Design Award, som uddeles ved et nyt award show til april.

Prisen adskiller sig fra de fleste andre lignende priser i sit fokus på effekten af design og i sin målsætning om at stimulere brugen af design i virksomhederne. Samtidig markerer lanceringen 50-året for den første pris for dansk industrielt design.

Christian Bason, CEO, Dansk Design Center, siger om prisen:

– Der findes ikke andre priser, der som Danish Design Award fejrer mangfoldigheden og bredden i dansk design. Med Danish Design Award ønsker vi at samle hele feltet på tværs af landet og vise dansk designs fulde innovationskraft – i en dansk kontekst, men med et internationalt udsyn. Danmark har en stolt arv i forhold til design, og dén er vores afsæt i jubilæumsåret. Vi bruger dette afsæt til at nytænke og fejre såvel nuet som potentialet i dansk design.

Skal være et fyrtårn

Danish Design Award vil vise og hylde de mange former for positive effekter, design har på erhvervsliv, eksport og samfund, og ønsker at stimulere brugen af designløsninger i danske virksomheder.

Desuden skal prisen bidrage til at cementere Danmarks førerposition inden for design, hedder det fra Morten Grøn, der er CEO i Design denmark:

– Danmark har en meget stærk designtradition med nogle af verdens bedste løsninger og produkter, men vi mangler at vise effekterne af design – både i Danmark og i udlandet. Derfor vil vi bygge Danish Design Award op til at være et samlingspunkt og et fyrtårn. Det har aldrig været vigtigere, at designere og virksomheder finder sammen om at lære af hinanden og løse komplekse innovationsudfordringer, men også for at eksportere deres viden.

Der er åben for indsendelse af produkter og designløsninger frem til 10. februar 2016. Nominerede offentliggøres 14. marts – og vinderne fejres ved awardfest den 7. april 2016.

Se de 11 kategorier herunder og læs mere om pris, kategorier og jury her.

BUSINESS

– Employment Growth – en designpris for løsninger, der skaber arbejdspladser i Danmark

– Message Received – en designpris for løsninger, der leverer et budskab på effektiv, enkel og smuk vis

– Save Money – en designpris for løsninger, der reducerer omkostninger

– Share Resources – en designpris for løsninger, der gør det enkelt og effektivt at dele ressourcer mellem mange

INDIVIDUAL

– Better Work – en designpris for løsninger, der har en positiv effekt på vores arbejdsliv

– Daily Life – en designpris for løsninger, der forbedrer vores hverdagsliv

– Feel good – en designpris for løsninger, der taler til menneskers følelser og sanser og simpelthen giver en sublim oplevelse!

SOCIETY

– Better Learning – en designpris for løsninger, der fører til nye måder at lære og uddanne på

– Clean World – en designpris for løsninger, der respekterer eller renser det naturlige miljø

– Healthy Life – en designpris for løsninger, der fremmer sundhed i krop og sind for mange

– Outstanding Service – en designpris for løsninger, der forbedrer eller redefinerer en service

SÆRPRISER

– Icon Award – en designpris for et unikt koncept eller en løsning, der er blevet et internationalt ikon

– People’s Choice – en designpris for løsninger, der vælges af folket

 – Visionary Concepts – en designpris for løsninger, der er uden for rækkevidde, men ikke ude af syne

 – Young Talent – en designpris for et exceptionelt talent, 30 år eller yngre.