Reklamer laves for at sælge et produkt eller et budskab, men kan de ikke også være en udsmykning, som gør det spændende at færdes i byen?
Kan de kreative fagfolk, der skaber outdoor-reklamer, måske lære noget af Københavns kunstnere og/eller omvendt?
Det er spørgsmål, som en ny pris – ”Den Kommercielle Hegnspæl” – skal sætte fokus på.
Bag prisen står Metroselskabet samt de to outdoor-selskaber Clear Channel Denmark og City Media står bag prisen, som uddeles i næste uge.
Prisen er naturligvis inspireret af den allerede eksisterende ”Hegnspælen” – et kunstprojektet, der siden 2011 har haft til hensigt at få det bedste ud af de mange grønne vægge, der skal præge byen helt frem til 2018, hvor Cityringen åbner – og som hvert år uddeles til den bedste udsmykning på byggepladshegnene.
– Men hvorfor ikke også belønne de bedste outdoor-reklamer på hegnet. Mange af reklamerne er jo inspirerende og indbyder endda i flere tilfælde til interaktion, siger Mimi Larsson, der er projektleder hos Metroselskabet.
Den kommercielle pris går til den reklame som bedst lever op til de samme kriterier, som juryen også vurderer de kunstneriske udsmykninger efter – det vil sige, om de skaber bedre byrum, er steds- eller kontekstspecifikke, er lokalt forankret, borgerinddragende, originale og interaktive.
De tre nominerede reklamer i år kan du se i galleriet over artikler. Det er:
– Fanta fra Isobar
– Stark fra Marketsquare
– Føtex fra Kunde & Co.
Juryen for Hegnspælen er i 2015
– Karoline H. Larsen, billedkunstner, Creative Actions
– Claus Skytte, kreativ strateg og forfatter
– Nikolaj Friis Rasmussen, publikumschef, Den Frie udstillingsbygning
– Ellen Højgaard Jensen, direktør, Dansk Byplanlaboratorium
– Jens Kvorning, professor, KADK Center for byplanlægning
Vinderen afsløres onsdag den 18. november.