Det danske outdoor-marked har ikke haft det vanvittigt let de seneste år, men nu kan en af markedslederne – AFA JCDecaux – for første gang i lang tid melde om stort set udsolgt et stykke frem i tiden.
– Siden sommerferien er der booket lystigt ind på alle vores medier. Vi er selvfølgelig glade for, at bureauer og annoncører kan se værdien i vores outdoor-produkter. Det være sig de nye digitale eller de analoge, lyder det fra Karsten Rask Mikkelsen, Commercial Director i AFA JCDecaux, i en pressemeddelelse.
– Vi kan se, at den digitalisering af outdoor, som vi ruller ud i hele landet, øger outdoor-mediets relevans for mange annoncører. F.eks. har vores realtidsstyrede produkt, Smartcontent, løftet mange af de digitale kampagner, der har kørt på DSB-stationerne, både kreativt og budskabsmæssigt, fortsætter han.
Han ser mange positive tendenser i markedet og oplever bl.a. et øget tryk fra annoncørerne.
– Man kan jo ikke zappe væk, sige nej tak eller ad-blocke en abribus, der står i byrummet. Vores 3. kvartal er nu stort set udsolgt for alle produkter, siger han.
Der er blot en abribus’er og lidt railboards tilbage. Ellers skal man frem til november for at finde plads igen. Det er nogle år siden, det sidst er sket for AFA JCDecaux.
– Så uden at ville tage stilling rent politisk, håber vi af egoistiske grunde, at et eventuelt valg først vil ligge sent på året eller først i det nye år, siger Karsen Rask Mikkelsen.
Han fortæller, at omsætningsvæksten i 3. kvartal er to-cifret i forhold til sidste år.
– Som vi ser det, træder annoncørerne generelt lidt hårdere på speederen. Så vi er overbeviste om, at markedet som helhed kommer flot ud af 2. halvår. Vi oplever, at annoncørerne i stigende grad værdsætter, at vores produktlinjer hænger sammen. Helt præcist har vi i 3. kvartal oplevet, at flere og flere køber ind på de landsdækkende serier samtidig med, at man inkorporerer de digitale eksponeringsmuligheder, siger han.
Nyt digitalt produkt
AFA JCDecaux udvider i øvrigt outdoor-paletten i 4. kvartal med det nye produkt ”Cph Digital City”.
– I al beskedenhed er der tale om en lille Danmarks-premiere. At det så sker med unikke og eksklusive placeringer i hjertet af København, gør det ikke mindre spændende, slutter Karsten Rask Mikkelsen.