Den danske smykkeproducent Pandora lancerer et nyt globalt kampagne-koncept, som tager favntag med livets små og store øjeblikke.
Konceptet går i luften 24. november, hvor det vil ramme reklameblokken på 18 markeder. Herefter vil den resterende del af konceptet blive foldet ud i løbet af de næste to år.
Til opgaven har smykkeproducenten hyret bureauet Fold7, som på disse kanter er kendt som Carlsbergs tidligere leadbureau, som bl.a. stod bag sloganet ”That calls for a Carlsberg”.
Bureauet har kreeret en tv-kampagne, som består af 27 forskellige scener, hvor hver scene er skræddersyet, så de kan anvendes på kryds og tværs af lande, kulturer og kategorier, tilpasset forskellige begivenheder, som tæller alt fra fødsler og fødselsdage, til mors dag, jul og frierier.
– Vi har skabt et kampagneunivers, hvor vi forsøger at ramme en række følelsesmæssigt mindeværdige øjeblikke, hvor man i princippet følger, hvordan du som kvinde, bygger din smykkekollektion op gennem livets store og små begivenheder, forklarer Helene Abel, VP Group Marketing Services hos Pandora.
– Det nye kampagne-koncept udfolder netop vores dna ”Unforgettable Moments” ved at være tilpasset forskellige begivenheder, men som historiemæssigt tæller alt fra små til store øjeblikke i et en kvindes liv, fortsætter hun.
Massive tests
De forskellige film er blevet testet på en fokusgruppe bestående af 600 mænd og kvinder, hvor det gennemgående pay-off lyder ”Wherever life takes you, take it with you”, men hvor produkter, årstid og begivenhed altså er nøje tilpasset det enkelte marked.
På lydsiden har Pandora allieret sig med den britiske sangerinde, Gabrielle Aplin. Sangerinden vil derudover blive involveret i en række events, hvor hun bl.a. 11. december optræder i Pandoras flagship-butik i London.
Det nye kampagneunivers vil ydermere indgå som en fast del af Pandoras print-annoncering og på smykkeproducentens digitale kanaler.
Se en forsmag på Pandoras globale kampagne-koncept herunder.