De risikerer ikke en shitstorm, men en Pis-Storm over Roskilde Festival, gør de.

En af Danmarks mentale guruer, sprogprofessor Jørn Lund, er rystet over disse sprogblomster i det offentlige rum:

– Det bliver en pissegod Roskilde Festival. Også for markerne.

– Frem med gyllesprederen. Vi ved, du har den.

Det er det frygtindgydende bureau Mensch, der positionerer sig som den lille frække Frederik, ved at skilte med ovenstående.

På Landbrugets vegne! Det er dem, der går på arbejde, mens de synger “Jeg er havren…”

– Latrinær kommunikation, kunne man tænke, hvis man er sprogprofessor. Men han modererer sig.

– Alle de gamle tabuer i sproget er skredet sig en tur, siger han eftertænksomt til dr.dk. ”Skredet”, ikke ”spadseret” eller ”slentret”. Og tilføjer:

– Når målgruppen er 130.000 fulde koncertgæster, bliver man nødt til at være frisk i tonen for at slippe gennem lydmuren til dem.

Det er naturligvis Landbrug & Fødevarers forsøg på at skabe ”pis til pilsner” på Roskilde Festival, Jørn Lund adresserer, en kamp, der er tabt på forhånd.

Innovation kan ingen gå imod, og L&F agter med forsøget – mens musikken spiller – om omdanne det urinære til mjød via nogle få processer i baglokalet.

Selveste the Guardian, der tidligere var de britiske venstreorienteredes svar på Vægtvogterne, kalder det for et miljøeksperiment med samfundskonsekvenser.

Gennemført før, under og efter Sir Paul McCartney er på Orange scene.

Med kampagnen afslører både Landbrug & Fødevarer og Mensch, at aktivisme er det nye sort, og at alt anarki skal op at stå på festivalen, inden det formentlig tænkes udbredt til resten af samfundet. L&F’s udsendte, Søren Gade, er som et led i strategien placeret i Folketinget.

Det er for stærkt, for radikalt, og derfor lukker markedsforing.dk ned for sommeren. I en stille protest. Vi vender tilbage, når Danmark igen er et land for de normale, formentlig mandag den 10. august.

God sommer.