Når det kommer til kampagnebudskaber, har folk mindre tålmodighed end en 5-årig, der er gået sukkerkold. Budskabet skal skære igennem på fem sekunder - og set i det lys er Producentforeningen og Stupid Studio på dybt vand.

De to parter har således netop lanceret kampagnen ”Kærestebreve til dansk film”, som opfordrer danskerne til at gå ind og skrive et personligt kærestebrev til … ja, dansk film.

Målet er at komme i dialog med befolkningen om, hvad dansk film betyder for den enkelte og vores fællesskab.

- Det er et sats, for det kræver tid, eftertænksomhed og en god portion kreativitet at sætte sig ned og forfatte et kærestebrev, indrømmer Lars Grarup, tidligere topchef i DR og på Politiken, i dag partner og Managing Director hos Stupid - og strategen bag kampagnen.

- Men effekten skal ikke måles i overfladiske KPI’er. Vi er ikke ude og jagte hovedløse clicks, likes og visninger. Vi vil hellere engagere dem, der rent faktisk har noget på hjerte, når det gælder dansk film, siger han.

Benarbejde og netværk

For at inspirere befolkningen til at skrive et kærestebrev er der produceret ni forskellige spots hvor kendte danske skuespillere læser kærestebreve op til dansk film. Filmene bliver drevet på SoMe og vist i biograferne, og mediebudgettet er minimalt.

- Vi har afsat et symbolsk antal annoncekroner til Facebook, men vi tror mere på benarbejdet, siger Lars Grarup og tilføjer:

- Der er jo nærmest ingen, der deler en kampagne-video længere. Det er den personlige opfordring til at lave en personlig post, der gør en forskel.

Derfor har man hos Stupid Studio lagt et stort arbejde i at sætte skub i kampagnen ved hjælp af relevante influencers og interessenter – herunder filmstuderende, skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere og producenter.    

Hvorfor lige et kærestebrev?

At dansk film er vigtig for danskerne, er ikke svært at dokumentere, mener Lars Grarup.

- Vi har lavet Gallupundersøgelser, som fx viser, at 4 ud af 5 mener, at dansk film binder generationer sammen, og at vi bliver stolte, når dansk film vinder priser i udlandet. Men vi vil gerne et spadestik dybere og have folk til at sætte ord på deres følelser.

Og hvordan gør man så det?

Ja, Stupid Studio sendte deres design researcher afsted for at teste forskellige greb af og med kærestebrevet, ramte hun noget.

- Når vi sætter os ned og skriver et kærestebrev til dansk film, så kommer minderne, følelserne og poesien frem, og det er lige netop det, vi har brug for, hvis vi skal forstå, hvor og hvordan dansk film bevæger sit publikum, siger Lars Grarup.

Tjener et ædlere formål

”Kærestebreve til dansk film” er en lille del af en omfattende strategi og public affairs indsats, som Lars Grarup og Stupid Studio løser for Producentforeningen frem til forhandlingen af medie- og filmaftalen i henholdsvis juni og november 2018.

Og hos Producentforeningen er man godt tilfreds.

- Danmark er for lille til mudderkastninger. Hvis vi skal sikre produktionen af dansk film og indhold, kræver det netop en seriøs dialog med film- og mediebranchen, hele det politiske system og vigtigst af alt, dansk films publikum, siger direktør for Producentforeningen Klaus Hansen og understreger, at det haster med at få mobiliseret den fælles front netop nu:

- De internationale streaming-tjenester har indtaget de danske stuer og mobiler, og hvis dansk indhold skal kunne konkurrere med alle de amerikanske film og serier, der lander hver dag, skal vi satse endnu mere på kvalitet og nytænkning, siger han og tilføjer:

- Derfor et det så vigtigt at få skabt en fornyet bevidsthed om, hvad dansk film betyder for os hver især og for vores samfund, og hvordan vi kan sikre gode rammer for dansk indhold i fremtiden.

Se mere om kampagnen på kærestebreve.dk - og se et par af de nye film herunder.

Amanda Collin

Søren Malling

Bodil Jørgensen