Puma har indgået partnerskab med modedesigner og datter af reggae-ikonet Bob Marley om design af outfit til de jamaicanske atleter under De Olympiske Lege i London til sommer. Pumas partnerskab med den ældste datter i Marley-dynastiet understreger Pumas langsigtede engagement i musik, lyder det.
– Et partnerskab med Cedella og Marley-familien passer perfekt til vores mærke, siger Antonio Bertone, Chief Marketing Officer for Puma.
Skal styrke Puma-brand
Cedella Marleys design vil sikkert vække opsigt. Kollektionen forsøger at forblive tro mod Pumas sportlifestyle-dna, som vi tidligere har skrevet om her på markedsforing.dk.
Verdens hurtigste mand, 24-årige Usain Bolt, er unægteligt én af Pumas største ambassadører I øjeblikket, idet han under OL i Beijing for fire år siden, vandt tre guldmedaljer og slog to verdensrekorder. Og Puma er ligesom mange Bolt-entusiaster overbevist om, at der er flere rekorder i Bolt.
– Jeg kan ikke forestille mig nogen mere velegnet person til at designe vores OL-dragter end Cedella. Puma har fat i noget rigtigt, nemlig at samarbejde med en legendarisk jamaicaner. Hun er ikke blot en stor designer, men leder også vores nations ånd videre via Marley-familiens arv. Det bliver inspirerende at løbe i London og være omgivet af denne energi, siger Usain Bolt
Cedella Marley begyndte at designe tøj, da hun var på turné med Ziggy Marley og the Melody Makers, et band bestående af hendes brødre og søstre. Hendes modemærke, Catch A Fire, som er opkaldt efter hendes fars første album, blev lanceret i 2001.