Politikerne er i gang med at strikke julegaver til danskerne. En af de sidste sweatre er reklameskatten, og den får stadigt færre og færre virksomheder under træet. Ugeaviser, foreningsblade og nogle kulturelle publikationer trækkes ud, mens de kommercielle tilbudsaviser snart er alene om opmærksomheden.
Det fremgik af anden behandlingen af loven om reklameskat, der blev drøftet og sendt videre til tredje behandling i forgårs i Folketinget. I brancheorganisationen DRRB er der ikke just julestemning:
– Jeg forstår faktisk den reklameskat mindre og mindre, siger Tine Aurvig-Huggenberger, direktør i DRRB. ”Færre og færre printmedier rammes af afgiften, den er nu målrettet tilbudsaviser, hvilket næppe kommer som den store overraskelse. Jeg ville dog være taknemmelig, hvis det fremgik klart af loven.”
Direktøren ville også være taknemmelig, hvis loven fik en revisionsklausul skrevet ind.
– Der er efterhånden rigtig mange ting, der må undre med den reklameskat, men hvis den skal vedtages, burde politikerne anstændigvis garantere, at reklameskatten blev kigget grundigt efter i sømmene, når den har virket i fx 12 måneder.
Tine Aurvig-Huggenberger føler sig overbevist om, at skatten koster arbejdspladser.
– Det vil den stensikkert gøre, og i en tid, hvor politikerne fjerner fedt- og sukkerafgifter af samme grund, nemlig at vi skal bevare arbejdspladser i Danmark, forekommer reklameskatten kontraproduktiv. Jeg håber inderligt, at politikerne sætter revisionsklausulen ind under tredje behandlingen, så vi om et års tid får mulighed for at kigge fordomsfrit på konsekvenserne af loven.
Det famøse blomstermærke
Nogle elementer er ændret. Fx hed det oprindelig, at reklameskatten i 2013 bliver på 2,25 kroner per kg for blomstermærkede tryksager, mens ikke-blomstermærkede tryksager skal koste 3 kroner per kg. I 2014 var tanken, at ikke-blomstermærkede tryksager beskattes med 3,75 kroner per kg.
Efter anden behandlingen er de tal ændret. Nu ser det ud til, at blomstermærkede tilbudsaviser pålægges en afgift på 2 kroner per kg, mens ikke-blomstermærkede tilbudsaviser skal betale 3 kroner per kg for fornøjelsen at være på gaden i 2013. Det tal, de 3 kroner, sættes op til 4 kroner per kg i 2014.
– Det fortæller mig, at det er provenuet på de 420 mio. kr., politikerne vil sikre sig, snarere end det erklærede miljøhensyn med de mange tilbudsaviser i skraldespanden. Læg dertil at vi endnu ikke har certificeringen på plads – altså blomstermærket er endnu ikke en realitet, slutter Tine Aurvig-Huggenberger.
Flere elementer påvirker provenuet, og vi nævner fire i flæng:
· Flere og flere annoncører vil hen ad vejen blive blomstermærkede, når eller hvis det ”miljømærke” overhovedet etableres.
· Flere og flere danskere vil hen ad vejen sige ”nej-tak” til reklamer.
· Der vil stensikkert komme færre tilbudsaviser på gaden.
· Kvaliteten på tryksagerne vil ændre sig, så de bliver tyndere, altså har færre sider i hver tilbudsavis.
Sammenlagt kommer provenuet på de 420 mio. kr. på finansloven for 2013 under pres, hvilket resulterer i én eneste ting: Politikerne vil skrue på afgifts-knappen, så det bliver dyrere og dyrere og dyrere at benytte sig af kommerciel kommunikation på print.
God jul til de danske annoncører fra politikerne.