Siden den spæde start i 1998 er musikfestivalen Distortion vokset til at omfatte mere end 85 lokale gadefester og trækker op mod 140.000 gæster på Vesterbro og 120.000 på Nørrebro.
En festival af den størrelse kræver en ekstraordinær indsats fra alle involverede, så derfor har Distortions hovedsponsor Royal Beer sat sig for at sige tak til dem, der rent faktisk får tingene til at ske.
– Vi, der elsker Distortion, skylder en stor tak til alle dem, der knokler bag kulisserne, siger Christian Lund-Martorell, der er Senior Brand Manager hos Royal Beer, og tilføjer:
– Det gælder selvfølgelig arrangørerne og de frivillige, der holder styr på det hele. Men vi skal også huske at sige tak til gadefejeren, der bliver oppe hele natten for at rydde op, buschaufføren, der kører en omvej, og beboerne på Nørrebro og Vesterbro, der flytter deres biler og gør plads til festen.
I kampagnen, der er udviklet af Revolt, siger Royal Beer med tre outdoor foto-serier helt konkret tak til en række lokale personligheder.
Mr. Lee fra Isted Grill
Det gælder fx caféejeren Magnus, der lader festivalgængerne bruge sit toilet, Københavns Kommunes klageansvarlige Claus Beck Smidt og Mr. Lee – indehaver af den legendariske Isted Grill på Istedgade.
Og hos Revolt er man glade for, at Royal Beer kunne lide idéen om at rette fokus udad og sige tak til dem, der er med til at fylde byen med kunst, kultur, musik og sjæl.
– Vi er stolte af at have en kunde, der ikke er bange for at være ydmyg og sige tak til de ildsjæle, der gør benarbejdet. Dem der reelt skaber de fantastiske oplevelser, vi alle sammen nyder godt af, siger Martin Meyer, der er Strategic Director hos Revolt og tilføjer:
– Især fordi der er en tendens til, at visse sponsorer tager hele æren for kulturlivet i Danmark. Vi er glade for, at Royal Beer med denne kampagne retter blikket udad og siger: Vi vil hellere sige tak for det, I gør, end sige se, hvad vi gør.