Nu der godt nyt for dig, der har savnet den dansende Rynke fra Rynkeby.

For i dag vender den velkendte reklame-orangutang Rynke tilbage. Denne gang på YouTube.

Bag reklamefilmen ligger en strategi, der skal koble Rynkeby-brandet sammen med en god start på dagen og en positiv livsanskuelse, fortæller marketingchef Jørn Falk fra Rynkeby.

– Rynke er den perfekte talsperson for Rynkeby, fordi han står for en positiv tilgang til livet og symboliserer det naturlige. Han både bor i naturen og lever af det naturlige, nemlig frugt, og det er noget, der passer rigtig godt til Rynkebys to bærende værdier: Nemlig naturlighed og ansvarlighed, siger han.

– Formålet med den første reklamefilm var at genintroducere Rynke for de danske forbrugere. Her var budskabet, at man ved at nyde alt det gode fra naturen (frugt) får god energi og dermed en smuk dag. I den nye film er budskabet det samme, men vi får yderligere formidlet budskabet om, at man med et positivt livssyn kan vende små, irriterende situationer til noget godt og derved få en god dag alligevel. Vi vil gerne inspirere folk til at få det bedste ud af livet.

– I den nye film kommer vi tættere på Rynke og lærer ham lidt bedre at kende. Desuden får vi også introduceret vores nye juicebar, som bliver den naturlige scene for vores produkter, fortsætter Jørn Falk.

Hos bureauet bag filmen, Nørgård Mikkelsen, er man også glade for reklamefilmen, som blandt andet anvender 3D-teknologi.

– Vi er rigtig stolte af resultatet, som vi glæder os til at vise de danske forbrugere. I reklamefilmen har vi anvendt en af de nyeste former for 3D-teknologi, som gør Rynke meget livagtig, og som måske vil få nogle forbrugere til at tænke over, om det mon er en levende abe eller ej. Under alle omstændigheder glæder vi os rigtig meget til at give forbrugerne muligheden for at lære Rynke lidt bedre at kende, lyder det fra Anja Fribo, kontaktchef hos Nørgård Mikkelsen.

Den nye film er produceret af Mettelise Film, og det er igen i år det hippe London-selskab The Mill, som har stået for alt post-produktion og 3D. Freezone i København har lavet sound-designet og Ushers “Yeah” udgør lydtæppet.