Soundboks, Rec Watches, dBud, About Vintage, Paralenz, Organic Basics og Eprius London. Hvis du har hørt om nogle af disse virksomheder, er det måske på grund af The Marketing Guys indsats.

Nick Traulsen og Patrick Wolffgang har fundet opskriften på noget, som mange iværksættere drømmer om, nemlig at rejse millioner via online crowdfunding.

Crowdfunding er et koncept, hvor folk betaler for et produkt, inden det er færdigudviklet, så håbefulde iværksættere kan få den nødvendige kapital til at realisere deres idé.

– Mange tror, at Kickstarter er en fuldstændig åben platform, hvor alle har lige muligheder for at rejse penge. Men det er ikke kun gode ideer, der skaber de store succeser på Kickstarter. Det er også benhård markedsføring, fortæller Nick Traulsen.

I byen med pap-Zuckerberg og bokse-introduktion

Nick Traulsen og Patrick Wolffgang er ikke som de fleste, for de kan finde på at gå i byen med papfigurer af Facebook-stifter Mark Zuckerberg, og når de holder foredrag om marketing, introducerer de sig, som var de bokse-champs på vej op i ringen.

Hvad gjorde de så? Jo, de startede bureauet The Marketing Guys i 2015, og de havde allerede fra første år en millionomsætning.

Men de to krøllede hjerner har også noget at have det i. Da firmaet Soundboks, der laver kraftfulde batteridrevne højttalere, i 2016 skulle hente investering via crowdfunding-sitet Kickstarter, allierede de sig med Nick Traulsen og Patrick Wolffgang, og det skulle vise sig at være et godt valg.

Efter måneders forarbejde, var dagen kommet, hvor Soundboks’ Kickstarter-kampagne skulle lanceres. Og det gik over al forventning.

I løbet af tre timer lykkedes det nemlig kampagnen at nå målet på 100.000 dollar, og da støvet havde lagt sig, og kampagnen var forbi, var der blevet rejst mere end fem millioner kroner.

– Vi fik senere at vide af Kickstarter, at det var den kampagne i Norden, der hurtigst har nået sit mål – nogensinde, fortæller Nick Traulsen.

Forberedelse og atter forberedelse

Der kan for udenforstående være et vist element af hokus pokus og kompliceret teknik i det, de to marketing-gutter laver. Men i virkeligheden, er det med som så mange andre ting i livet forarbejdet, der gør udslaget.

Hos REC Watches, der genbruger dele af biler til at lave ure, er man også svært tilfredse med The Marketing Guy. De hjalp dem nemlig med at rejse lidt over fire millioner kroner i april til en ny serie af ure med dele fra udtjente Porsche 911’ere.

Men selvom det kan virke som svimlende beløb, Nick Traulsen og Patrick Wolffgang hjælper virksomhederne med at rejse, er det også vigtigt, at man ikke spørger forbrugerne om så høje beløb, at de fra start virker urealistiske at opnå.

De fleste crowdfunding-sider har nemlig regler om, at man kun får beløbet, hvis man når det mål, man har sat op på forhånd.

– Hvis du har sat beløbet for højt og ikke når det, kan du bare sidde og se på, at beløbet bevæger sig opad, uden at du nogensinde får del i pengene. Og forbrugerne reagerer også psykologisk på det, og gider måske ikke at støtte, hvis beløbet virker uopnåeligt, siger Nick Traulsen.

Sådan gør de to gutter

Nick Traulsen og Patrick Wolffgang har finjusteret en række faktorer, der alle bidrager til en succesfuld Kickstarter-kampagne. Grundlæggende kan det inddeles fire dele:

  • Markedsføring på Facebook, hvor mailadresser på interesserede købere samles.
  • Opvarmning af målgruppen med serie af mails, der fortæller om produktet.
  • Når crowdfunding-kampagnen går i gang, fortæller man målgruppen, at kampagnen er i gang, og gennemgår, hvordan de kan støtte den.
  • Når kampagnen er færdig, kan der være gevinst i at overføre konceptet til en anden crowdfunding-platform, hvor man kan hente 10-20 pct. af indtjeningen i den første kampagne.

Om Kickstarter

  • En af de mest populære crowdfunding-platforme i verden.
  • Kickstarter.com er en side, der giver dig mulighed for at få offentlighedens hjælp til at finansiere din produktion.
  • Hvis du har et fedt produkt, en god plan for produktionen og nogle prototyper, så kan du på Kickstarter tilbyde folk at købe produktet på forhånd, mod at de kan få det billigere.
  • Det er en god måde at få finansiering uden at give ejerandele af virksomheden væk, låne penge i banken – samt er en god måde at dokumentere at folk er interesserede i produktet.
  • Men succes på Kickstarter kræver typisk veltilrettelagt og professionel markedsføring gennem flere måneder.