Vi vil i kontakt med Karriere Kurt. Sådan lød opdraget fra Skagen Fondene til DM Partner, Webjuice og Director, der nu har skiftet navn til Ambition.

Formuende danskere med lyst til at investere er målgruppen for Skagen Fondene, og de er svære at komme i kontakt med og svære at involvere via traditionel markedsføring. Ofte vil de slet ikke kontaktes.

Derfor udtænkte Ambition en dataudviklet og datadrevet kampagne. Hvor første skridt var at udvikle en række personas baseret på databerigelse med en bidrag fra Big Data og Small Data.

Interaktionsdata og i høj grad transaktionsdata fra kundebasen blev beriget med offentligt tilgængelige data fra bl.a. OIS Ejendomsdata, Teledata, RKI, Danmarks Statistik samt data fra Gallup IndexDanmark og Experians Finansiel Strategisk Segmentering.

– De kvantitative data blev testet på Skagens formuerådgivere og fokusgrupper med kunder og potentielle kunder for at få dybe kvalitative indsigter, siger Peter Nyemann, adm. direktør for Ambition og fortsætter:

– Gennem data-analysen udviklede vi bl.a. persona’en ”Karriere Kurt”. Et succesfuldt karrieremenneske med en høj stilling, en høj indtægt og blandt den yngre del af de formuende danskere. De har nemlig allerede private million-porteføljer.

Målgruppen får ofte VIP-tilbud. Ofte vil de ikke aflevere navn i kommercielle sammenhænge. Der skulle noget særligt til, tænkte de hos Ambition.

Måling af egen succes

Skagen Fondene besluttede sig for en branding- og lead-genererings-kampagne, som primært skulle få denne svære målgruppe involveret og konverteret til nye kunder.

Indsigten lå i ”Karriere Kurt” som konkurrencemenneske. Stærkt drevet mod egen succes. Og hvor økonomisk status var og er en vigtig del af selvforståelsen.

Nu kender de fleste Berlingske Business’ årlige Top 100 over de mest formuende i Danmark. Men hvad med dem med ”kun” 5-10-20 millioner? Kunne man fange deres interesse ved at spørge: ”Hvilket nummer er du på listen?”

Heri lå strategien – den ultimative måling af Karriere Kurts egen succes. På et kampagnesite fandtes og findes en regnemaskine, hvor man kan taste egne data ind og beregne placeringen i forhold til alle andre danskere. Regnemaskinen skabte Ambition ud fra bearbejdede data fra Danmarks Statistik.

– 20.000 besøgte kampagnesitet i de første tre måneder, siger Peter Nyemann og tilføjer:

– De har givet et stort antal kvalificerede leads, som er fulgt op på telefon. På tre måneder fik Skagen Fondene betydelige investeringstilsagn. Formuerådgiverne fik travlt.

– Sitet og bannervisningerne har også givet Skagen Fondene en anseelig branding effekt.

Kampagnen er stadig aktiv. Der bliver tændt og slukket for kampagnen i det omfang Skagen Fondene mangler leads.

Her er nogle fakta om kanalvalget for kampagnen

• Owned Media: Skagens website og nyhedsbreve

• Payed Media: Bannerannoncering, rtb og enkelte printannoncer

• Earned Media: Skagens Facebook- og LinkedIn-sider.

Se kampagnen her:

Faktaboks

• DM Partner, Webjuice og Director har netop fusioneret i Ambition, et af Danmarks største uafhængige datadrevne bureauer med over 50 medarbejdere og en omsætning på 80 millioner kroner.

• Ambition forener kompetencerne fra DM Partner inden for dataanalyse, -berigelse og -indsigt, Webjuices kompetencer inden for online strategi, search marketing og trafikskabende indsatser på Googles platforme og Directors stærke position inden for kommunikationskoncepter og kreativ eksekvering.

• Ambitionen er at være de bedste til at udnytte data og datadreven kundeindsigt til at skabe god forretning.