Juli måned blev McDonald’s Danmarks bedste måned – ikke bare i år, men nogensinde.

Det er der naturligvis mange gode grunde til, og en af dem finder man i et lille app-baseret spil, Sommerchancen, som burgerkæden kørte hen over sommeren.

Strategien om at bruge gamification som værktøj til at skabe brand-loyalitet gennem sjove oplevelser og gratis produkter er ikke ny, men casen fra McDonald’s er værd at fremhæve.

Selve spillet, Sommerchancen, kørte sådan set allerede sidste sommer, men dengang var det web-baseret, og kampagnen varede kun i tre uger. Og det kunne gøre bedre, mente man hos McDonald’s.

Mads Friis, der tiltrådte stillingen som salgs- og marketingdirektør for burgerkædens danske forretning for godt et halvt år siden, fortæller:

– Vi kunne se, at danskerne gerne ville det her, så vi besluttede at køre kampagnen i seks uger i år, plus at vi valgte at bruge vores app til det. Ikke en ny app, men vores eksisterende – for på den måde har vi også fremover mulighed for at byde på flere spil, tilbud og andet.

Fire mio. spil

Og det var noget, danskerne kunne lide: Da Sommerchancen på app’en startede havde 150.000 danskere downloadet app’en, og over de følgende seks uger kom yderligere 300.000 til, hvilket betyder, at tæt ved en halv mio. danskere har app’en.

I perioden 28. maj – 15. juli opnåede McDonald’s app således at blive den mest downloadede app i Danmark overhovedet.

I tilgift er Sommerchancen i perioden spillet over fire mio. gange.

Hvorfor tror I det der blevet sådan en succes?

– Det er der flere grunde til. For det første elsker forbrugerne, at få noget gratis. For det andet var spillet nemt og vinderchancerne gode, og du kan nemt finde en McDonald’s over det meste af landet til at indløse din præmie. Og så gjorde de seks uger, at folk lærte det at kende – så vi tog noget, der havde virket godt sidste år og gjorde det endnu bedre, siger Mads Friis og tilføjer:

Som en ekstra bonus havde burgerkæde valgt at lægge små overraskelsen ind til de spillere, der ikke vandt præmier: Det kunne fx være en rabatkupon på en sodavand eller lignende.

– Du kan sige, at det er lidt ligesom at uddele vareprøver, men på en legende, involverende og charmerende måde. Og det passer fint til McDonald’s, der som brand netop er et ukompliceret og legende brand.

Men når alt kommer til alt handler det vel om salg, ikke?

– Jo, naturligvis. Det handler om at få flere gæster i restauranterne og skabe mersalg gennem gode tilbud. Men det opnår man jo bl.a. også ved at skabe loyalitet og engagement gennem sjove og gode oplevelser med brandet. Som spillet her, siger Mads Friis, som ikke er i tvivl om, at spillet har medvirket til en kanonsalg over sommeren:

– Juli har været vores bedste måned i Danmark nogensinde. Det er der naturligvis flere grunde til – vi har også været på tv og kørt price promotions og meget andet – men Sommerchancen har helt klart bidraget til resultatet.

Og hvad kan vi forvente fra jer på app-fronten fremover?

– Ja, nu er der jo altså 450.000 danskere, der indtil videre har downloadet vores app, og her kan de selvfølgelig løbende følge vores nyheder og få mere information om vores mad, men vi kommer helt sikkert også fremover til at lancere nye spil à la Sommerchancen. Der er jo gode muligheder for at tematisere på årstider som her, eller sportsgrene- eller begivenheder.

Spillet er udviklet af Gametation, App’en af ApeGroup, DDB står bag det kreative koncept og OMD har stået for det medietekniske.