Spies har de senere år vakt berettiget opsigt såvel nationalt som internationalt med kampagnerne ”Solar Charging Dummies” og ”Do it for Denmark”.
”Do it for Denmark” hev eksempelvis priser hjem ved VM i reklame, Cannes Lions, og hvis man skulle være i tvivl om effekten af kampagnen, så blev det såmænd også til en Advertising Effectiveness Award.
Nu er Spies klar med en opfølger, der har fået navnet ”Do it for Mom”, og i modsætning til ”Do it for Denmark”, hvor der var en ægløsningsrabat i spil for at lokke folk på storbyferier, så gælder det denne gang aktive ferier.
Sexolog: Just do it
Kampagnen markeres bl.a. med en film, som præsenterer fordelene ved en aktiv ferie, hvor pulsen stiger i mere end en forstand. Motion er nemlig en oplagt aktivitet for par, der gerne vil dyrke hinanden. Og det er der en helt naturlig forklaring på, lyder det fra sagkundskaben.
– Motion med din partner fremmer sexlysten, fordi hjernen udskiller endorfiner. Man sveder, får hjertebanken og åndenød, siger Birgit Dagmar Johansen, klinisk sexolog.
– Det er symptomer, vi kender fra forelskelse og ophidselse. Tiltrækningskraften bliver altså stærkere hos de par, som er aktive sammen, og derudover øger motion blodtilførslen til kønsorganerne. Det er alt sammen noget, der fremmer seksualdriften og dermed chancerne for at undfange, fortsætter hun.
De gammelskrukke
Knap hver tredje unge i den fødedygtige alder mellem 26 og 32 år, som er i et parforhold eller er gift, har nemlig i en undersøgelse foretaget af analysehuset Epinions Danmarkspanel sagt, at deres forældre har givet udtryk for, at de gerne vil have børnebørn.
Kampagnen henvender sig med andre ord også til alle de mødre, der går derude med en drøm om at blive bedsteforældre. Altså alle dem, der er gammelskrukke.
– Sidste år lancerede vi kampagnen ”Do it for Denmark” for at få fødselstallet i vejret. På trods af en lille stigning er vi langt fra i mål herhjemme. Nu allierer vi os derfor med de mødre, som gerne vil være bedstemødre, siger Jan Vendelbo, administrerende direktør i Spies
– Vi giver nemlig de kommende bedsteforældre mulighed for at lave et forældrekøb til en aktiv ferie, der gerne skulle sætte gang i romantikken hos de unge og dermed øge chancerne for at få et barnebarn ni måneder efter feriens afslutning. Hvis de unge i den fødedygtige alder ikke vil sætte befolkningstallet i vejret for fædrelandets skyld, vil de måske gøre det for deres forældres, fortsætter han.
Reaktivering af interesserede
Derfor er der også et element i kampagnen, der giver ”Forældrekøb” en helt ny betydning. Det er normalt forbeholdt boligbranchen, men i denne kampagne giver Spies et tilskud til de skrukke forældre, der gerne ser, at deres afkom får ”gjort noget ved sagen”.
– Ja, vi har ladet os inspirere af en anden branche, og vi er sikre på, at vi ved at aktivere denne del af befolkningen nok skal få solgt flere aktiv ferier, siger Eva Lundgren, Head of Branding og Marketing i Spies.
Hos bureauet bag såvel den nye satsning som de foregående, Robert/Boisen & Like-minded, har der ifølge Client Service Director Søren Christensen været tale om lidt af en rejse i Spies-kommunikationen, siden det første skud udi branded content-satsningen med Solar Charging Dummies.
– Vi har selvfølgelig tænkt os rigtigt godt om. Vi overvejede, om vi endnu en engang skulle gå helt nye veje, som vi gjorde fra ”Solar Charging Dummies” til ”Do it for Denmark. Vi vurderede, at det gav god mening at forsøge at reaktivere alle dem, der viste interesse for ”Do it for Denmark”, siger han.
Kampagnen er netop skudt i gang under sloganet ”Do it for Mom”.
Du kan se mere til kampagnen og blive klogere på muligheden for et forældrekøb her www.do-it-for-mom.dk. Følg med i kampagen på #doitformom.
Se den centrale film herunder.
Og få et par fif til lidt sjove aktiviteter her.