Sammen med reklamebureauet Hjaltelin Stahl har Telia videreudviklet ”Mere at sige ja til”-universet, og senest er det blevet til bl.a. en række stærke dokumentarer om mennesker, der skubber til grænserne på hver deres måde - og tager et valg.

Det lyder umiddelbart ikke som om, det har en pind at gøre med tele-produkter - og det har det sådan set heller ikke.

For selv om ideen bag taglinen ”Mere at sige ja til” bærer budskabet om, at Telias produkter giver ubegrænsede muligheder, så byder kampagnens content ikke på kendte personer, der taler i telefon, men på filmisk flotte dokumentar-beretninger om en gruppe helt særlige mennesker. Dem, der vælger at sige ja, hvor de fleste ville sige nej.

- Førhen fokuserede vi alene på værdien af et ja. Men et ja bliver for alvor først interessant, når det bliver mødt af et nej. Det er dér, dramaet opstår. Samtidig ville vi gerne bevæge os i en mere autentisk retning, som kan positionere os stærkere i markedet. Derfor gik vi fra et reklameunivers og ud i den virkelige verden. Som reklamefolk kan vi skabe de mest utrolige historier. Men i visse tilfælde overgår virkeligheden alt, siger Thomas Martin Hansen, der er Client Service Director hos Hjaltelin Stahl.

Utraditionelt instruktørvalg

I første omgang er der filmet/planlagt dokumentarer om fire personer, der alle har skubbet til deres egne personlige grænser. På hver deres måde – og af forskellige årsager:

De fire er:

- Christina Nielsen, Danmarks første kvindelige Le Mans-kører.

- Ihan Haydar, irakisk flygtning og trommeslager i bandet L.I.G.A.

- Bruno Hansen, lam fra livet og ned og dobbelt verdensmester i handicapsurfing.

- Karen Dolva, CEO i startup firmaet, No Isolation, der hjælper langtidssyge børn med at håndtere langvarig isolation gennem robotter.

Og det utraditionelle oplæg krævede et utraditionelt instruktørvalg, lyder det fra bureauet.

Valget endte med at falde på den unge svenske instruktør Olivia Kastebring, der i øvrigt aldrig før havde instrueret en reklamefilm. Men hendes erfaring med dokumentar gjorde udslaget.

- Det var vigtigt at få et internationalt højt filmisk niveau, men med et autentisk, jordnært udtryk. Det måtte ikke blive for poleret. Det er rigtige mennesker, vi har med at gøre her. Ikke todimensionelle reklamekarakterer. Det skal kunne mærkes, at de har kæmpet for at nå dertil, hvor de er i dag. Både fysisk og mentalt. Derfor faldt valget på en dokumentarfilmsinstruktør, siger Jabali Ravn, der er Creative lead hos Hjaltelin Stahl.

Lige fra image til taktik

Udover de fire dokumentarer, hvoraf de fleste lige nu er publiceret, består kampagnen også af en 50 sekunders TVC, et 90 sekunders biografspot, tre 360 graders film, som også aktiveres i butikkerne, og et helt taktisk greb, samt utallige forskellige formater til de sociale medier.

Og begejstringen for den nye kampagne er da også til at få øje på hos Magnus Olin, Telias marketingdirektør:

- Vores kommunikation handler om at sige mere ja end nej. Det er ja’et, der skaber fremdrift, og giver os nye muligheder i vores verden. Både menneskeligt, men især også teknologisk. Derfor er det vigtigt for os at stå for den rette attitude og livsindstilling. Akkurat ligesom vores fire karakterer. Derfor vil vi også aktivere dem senere hen, både internt og eksternt, siger han og tilføjer:

- Det var enormt vigtigt for os, at konceptet ikke kun fungerede på imageplan, fordi det meste af vores tilstedeværelse på TV består af taktiske spots. Derfor var en del af opgaven også i at omsætte Lad dig ikke begrænse til taktiske budskaber, hvilket er lykkedes over al forventning i et helt nyt og anderledes greb.

Se TVC her – efterfulgt af Brunos fortælling. New Land har produceret, og musikideen skyldes Jesper Gadeberg.