En klassisk kampagnefilm, SoMe-indsatser målrettet de yngre segmenter, et par mildest talt utraditionelle digitale greb – herunder indrykning af annoncer direkte på ulovlige filmsites.

Det har vist sig at være en effektiv opskrift på at trænge igennem med advarsler om risikoen ved og konsekvenserne af at streame og downloade film ulovligt.

Kampagnen med titlen Os der elsker film er udviklet i samarbejde med Advice, og den har haft stor gennemslagskraft på kort tid:

– På 14 dage er kampagnefilmen blevet set af mere end anslået 600.000 biografgæster landet over, og den har nået knap én million unikke brugere online.

– Langt hovedparten af dem, som har set kampagnefilmen på Facebook, er unge mellem 13 og 24 år, der ”tagger” hinanden og deler filmen i stor stil.

– Annoncerne på de ulovlige sider, som netop er indrykket, forventes at blive set af minimum 60.000 unikke brugere over en 14 dages periode.

– Med hjælp fra Have Kommunikation er der desuden kørt et omfattende PR-spor, som har skaffet massiv medieomtale af kampagnen.

Og der er gode grunde til at tage fat i problemstillingen.

Flere aktiviteter på vej
I 2015 kunne der således ifølge anti-piracy virksomheden MUSO konstateres 239.054.941 besøg på ulovlige sider i Danmark. Det svarer til at hver dansker i gennemsnit har besøgt en ulovlig side 43 gange sidste år.

Og det var da også tal som disse, der sidste efterår fik initiativtagerne til kampagnen – Egmont, Nordisk Film og RettighedsAlliancen – til at gå i gang med at samle filmbranchen og en række andre centrale aktører om en kampagne, der skulle advare mod ulovlig streaming og være med til at ændre adfærd hos ikke mindst de unge.

Resultater er dén kampagne, der nu – med titlen Os der elsker film – kører med stor succes på en række forskellige platforme.

– Vi er overordentlig tilfredse med resultatet indtil videre og ikke mindst glade for, at især den unge målgruppe engagerer sig aktivt i kampagnen, da det ikke er et let budskab at formidle, siger Klaus Odegaard, marketingdirektør i Nordisk Film og tilføjer:

– Det bliver uhyre interessant at følge effekten af annonceindrykning på ulovlige filmsider, som vi løbende følger både kvalitativt og kvantitativt. Vi er indstillet på, at kampen mod det massive, ulovlige streaming marked er langstrakt og vedvarende, så vi arbejder på endnu flere kampagneaktiviteter i det nye år.

Ud af de trygge rammer
Det er reklamebureauet Advice, der har stået for det kreative oplæg i to spor.

Dels kampagnefilmen, der tager udgangspunkt i “den svære snak” – at det kan være svært for forældre at fortælle deres teenagebørn, at de ikke må streame ulovligt – og desuden et digitalt spor, som bl.a. rummer annoncer direkte på de ulovlige filmsites.

Charlotte Martens, seniorrådgiver på Advice, siger:

Os der elsker film er en ekstremt spændende kampagne, fordi vi har fået lov til at kombinere den flotte klassiske kampagnefilm med et nytænkende og modigt digitalt kampagnespor. Med filmen skaber vi den nødvendige legitimitet omkring sagen, mens vi på de digitale platforme kommer helt tæt på den mere eller mindre spontane handling det er at streame ulovligt.

Ideen med annoncerne på de ulovlige hjemmesider er at møde brugerne med kampagne-budskaberne, imens de rent faktisk foretager, eller er tæt på at foretage, en ulovlig handling:

– Det er en utraditionel og mere nærværende måde at køre kampagne på, som flytter indsatsen ud af de trygge gængse rammer. Og med et emne som dette er det nødvendigt, hvis de unge skal forstå, at det kan have konsekvenser at streame ulovligt, siger Charlotte Martens.

Også personlige konsekvenser
Projektledelse og kampagneansvar ligger hos initiativtagerne, Egmont, Nordisk Film og Rettighedsalliancen, og her understreger Line Aarsland, direktør for kommunikation og Public Affairs i Egmont, at alle elementerne i kampagnen spiller en vigtig rolle i kommunikationen.

Fx er kampagnesitet www.osderelskerfilm.dk, produceret af RettighedsAlliancen, vigtigt i forhold til at fortælle om de mange konsekvenser, der er ved ulovlig streaming. Også dem, man måske ikke tænker over.

– Det er afgørende for kampagnens succes med en bred og fælles opbakning, der kan samle alle centrale aktører bag et fælles budskab. Det skal ses som en klassisk oplysningskampagne, som gennem de forskellige indsatser over tid får skabt en bred forståelse af, at ulovlig streaming har nogle konsekvenser – fx også på det personlige plan, når man bevæger sig rundt på lyssky sider, hvor man risikerer virus og få stjålet både billeder og bankoplysninger, siger Line Aarsland.

Kreative samarbejdspartnere

– Kreativ oplæg og produktion af film: Advice og The Woerks
– Filminstruktør: Asger Leth
– Digital indrykning og mediebureau: Nordisk Film og Carat
– Samling af bred stakeholder kreds og PR: Egmont og Have Kommunikation
– Hjemmesideunivers: Rettighedsalliancen
– Undervisningsmateriale: Alinea

De 18 partnere bag kampagnen er:

Det Danske Filminstitut, Google, Producentforeningen, Rettighedsalliancen, Foreningen af Danske Videodistributører, Foreningen af Filmudlejere i Danmark, TDC, Blockbuster, Nordisk Film, Egmont, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Danske Biografer, Danske Dramatikere, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund, Danske Scenografer og undervisningsforlaget Alinea.

Læs mere på kampagnesiden her – og se kampagnefilmen med Lars Brygmann og Bebianne Kreutzmann i hovedrollerne her.