Hvert år i januar vrimler det med internationale lister over det forgangne års bedste præstationer i alverdens discipliner - og i den kreative verden tiltrækker især to opgørelser sig opmærksomhed: The Gunn Report og The Big Won.

Sidstnævnte er netop offentliggjort, og på de rent danske lister, som Markedsføring har fået adgang til, er det UncleGrey der topper, som mest prisvindende bureau i det forgangne år .

En præstation, der ikke mindst skyldes Canon-casen The Canon Gig App, der ikke bare i 2015, men også i 2016 har gået sin sejrsgang ved massevis af prisuddelinger.

Blandt priserne: Sølv og to bronze ved Cannes Lions, Sølv ved Young Gun Award, to sølv og to Merit ved The One Show, to Wood Pencil og en Graphite Pencil ved D&AD, en guld, en sølv og en bronze ved Danish Digital Award, en People’s Choice Award ved The Webbys, en sølv ved Danish Internet Award og en sølv ved Creative Circle Awards.

Bureauet markerer sig i øvrigt også længere nede på listen med to andre kampagner, BBQ-casen for Weber og Donate Your Data for Waoo. 

- Vi er utrolig glade for, at vores arbejde for kunderne har gjort det så godt internationalt. Vi har i Grey-gruppen en klar målsætning om at præstere ved de internationale kreative awardshows, og resultaterne her fortæller os, at vi lykkes med det, siger Lars Samuelsen, som tilføjer, at han især glæder sig over, at det er arbejder for tre forskellige kunder - og ikke mindst tre helt forskellige typer cases - der markerer sig.  

Ellers er det på kampagnefronten ikke overraskende momondos The DNA Journey, Spies’ Do It For Mom, Stryhns Food For Men og Ford Danmarks The Family, der markerer sig øverst på listen over de mest prisbelønnede kampagner i 2016.

Danske profiler er med

På den store klinge - altså blandt de helt store vindere internationalt - finder man ifølge The Big Won-listerne ingen rent danske kampagner eller bureauer.

Men ved nærmere eftersyn er der nu alligevel et par profiler, vi godt kan være stolte af, set med de rød-hvide briller.

Den ene er danske Per Pedersen, der er Deputy Worldwide Chief Creative Officer i Grey Group og i tilgift formand for Greys Global Creative Council.

Han er nummer 12 på listen over årets Top Chief Creative Officers - en liste, der i øvrigt rummer navne som  Tham Khai Meng, David Droga, Nick Worthington, David Lubars og Mark Tutssel.

Hertil kommer den danske instruktør Martin de Thurah, der i sommer vandt en Grand Prix ved VM i reklame i Cannes sammen med det amerikanske bureau Droga5.

Han kan glæde sige over, at Grand Prix-vinderen - filmen ”Rule Yourself” med svømmeren Michael Phelps for Under Armour - placerer sig som nummer 1 på listen over The most awarded TV and Film ideas of 2016. Søsterfilmen med de amerikanske OL-gymnaster indtager i øvrigt en delt 5. plads på samme liste.

Internationale vindere

Den mest vindende kampagne på den internationale scene i 2016 blev McDonald’s-kampagnen McWhopper fra Y&R Auckland New Zealand/David Miami.

- Mest vindende kreative bureau er også et New Zealand-bureau, Colenso BBDO i Auckland.

- Starcom Mediavest Chicago blev mest vindende mediabureau.

- BBDO tog sig af topplaceringen som mest vindende netværk i verden - for 12. gang.

- Og endelig blev WPP det mest vindende holding-selskab.

Manden bag ”The Big Won” hedder Patrick Collister. Han er i dag Head of Design hos Google, men holder fortsat gang i sit ”Big Won”-projekt, som igen i år er særdeles omfattende.

2016-versionen lister 3.853 cases fra 1.673 bureauer fra et bredt udpluk af awardshows i hele verden - og traditionen tro leverer Collister og hans editors også kommentarer til årets resultat, ligesom de trækker et par linjer op omkring årets tendenser. Dem kan du fordybe dig i her.

Alle listerne kan findes her

Mest vindende danske kampagner i 2016

- Canon Gig App - UncleGrey for Canon

- The DNA Journey - NOA/&Co. for Momondo

- Do It For Mom - Robert/Boisen & Like-minded for Spies

- Food For Men - Anew/M2 Film for Stryhns

- The Family - Very for Ford Danmark

- Google Sheep View - Liquidminds for VisitFærøerne

Mest vindende danske bureauer i 2016

- UncleGrey

- NOA/&Co.

- Robert/Boisen & Like-minded/Gobsmack

- Saatchi & Saatchi

- Anew/M2 Film

- DDB Cph

- McCann Cph

- Very

- Liquidminds

Mest vindende internationale kampagner

- McWhopper for McDonald’s fra Y&R Auckland/David Miami

- Brewtroleum for DB Breweries fra Colenso BBDO Auckland

- Manboobs for MACMA Argentina fra David Buenos Aires

- Van Gogh BnB for Art Institute of Chicago fra Leo Burnett Chicago

- Justino for Spanish Lottery fra Leo Burnett Madrid

Se film om Canon Gig App'en her.

Canon Gig App from UncleGrey on Vimeo.