Ja ja, vi ved det godt, vi er kun i den øverste halvdel af november - men hvis I, kære læsere, nogensinde har været i London på dette tidspunkt, så ved I, at julen for længst har indfundet sig der.

Ikke mindst den årlige debat om jule-reklamefilmene. For hvem kreerer årets vinder?

Sidste år var de fleste branchemedier enige om at stormagasin-kæden John Lewis og reklamebureauet Adam & Eve/DDB havde leveret en klar vinder med tegnefilmen ”The Bear and the Hare” - en film, som i øvrigt siden har vundet flere priser.

Og allerede nu er samme stormagasin-kæde ved at blive udråbt som den store vinder igen. Denne gang med julereklamen ”Monty the Penguin” - igen fra Adam & Eve/DDB - som netop er offentliggjort, og som både AdWeek og AdAge roser i høje toner.

Filmen er en kær fortælling om venskabet mellem en dreng, Sam, og hans (næsten levende) legetøjs-pingvin, Monty, som hygger sig igennem diverse jule-aktiviteter til tonerne af nummeret ”Real Love”.

Nummeret er oprindelig skrevet af ex-Beatlen John Lennon, men her synges det af den unge britiske singer-songwriter Tom Odell., og det er især musikken, der trykker på tårekanalerne, mener AdAge.

John Lewis selv siger, at det har kostet omkring 1,6 mio. dollar (knap 10 mio. kroner) at lave filmen, og at den er en del af selskabets samlede julekampagne, som i år koster 11 mio. dollar, svarende til omkring 65 mio. kroner.

Bureauet - Adam & Eve/DDB - kan fortælle, at briefen er den samme hvert år. To ord: ”Thoughtful Giving”.

Og her er den så - julereklamen ”Monty the Penguin” fra John Lewis. Filmen er offentliggjort i går, den 6. november, og den er i skrivende stund set 4,3 mio. gange på YouTube.