En af landets største spillere på outdoor-markedet, Clear Channel Danmark, har afleveret årsregnskab for 2017.

Det viser bl.a. et underskud på 20,8 mio. kr. i kølvandet på ekstraordinære omkostninger, hvilket Dennis Højland Nyegaard, der er dansk landechef i Clear Channel, naturligvis ikke jubler over.

- Vi er selvsagt ikke tilfredse med resultatet for 2017, som vi må betegne som værende ikke tilfredsstillende. Vi har desværre måtte forholde os til en række ekstraordinære omkostninger sidste år, som har præget regnskabet i en negativ retning, siger han.

- Når det er sagt, er Clear Channel Danmark i gang med en spændende og langsigtet udvikling, som vi forventer os meget af de kommende år, fortsætter Dennis Højland Nyegaard.

Han bider nemlig mærke i, at der på trods af det skuffende resultat også er fine takter at spore i kerneforretningen, hvor driftsoverskuddet inden ekstraordinære omkostninger er positivt.

Dennis Højland Nyegaard betegner driftsoverskuddet som tilfredsstillende, da det er skabt i et outdoor-marked, som er præget af hård konkurrence, hvilket presser priserne.

Et outdoor-marked i rivende udvikling

Clear Channel Danmark er tidligere blevet beskrevet som en virksomhed, der er i gang med en større turnaround, og at det fortsat er tilfældet, lægges der ikke skjul på hos den danske ledelse.

- Vi ønsker at indtage outdoor-markedets førertrøje, når det kommer til digitalisering og nye innovative outdoor-løsninger i et marked, der udvikler sig hurtigt.

- Vi er nået langt de seneste år, og vi arbejder fortsat benhårdt på at få tilpasset vores organisation og løsninger til fremtidens outdoor-marked, siger Dennis Højland Nyegaard.

- Denne transformation sker selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, og det er heller ikke omkostningsfrit, da det kræver store investeringer - ikke kun i de digitale skærme, men også i back end-delen og supporteringen af skærmene.

På trods af at det danske outdoor-marked kun udgør en lille del af det samlede reklamemarked, så har branchen oplevet en stigning på seks procent det seneste år, og det er en glædelig udvikling, slutter Clear Channels danske landechef.

Clear Channel Danmark A/S - 2017/2016

(I mio. kr.)

  • Bruttofortjeneste: 36,3/38,5
  • Resultat før skat: -20,8/-7,4
  • Årets resultat: -20,8/-7,4
  • Egenkapital: 14,6/25,4
  • Gns. antal ansatte: 28/42