I dag har regeringen nedsat et vækstteam, der skal beskæftige sig med, hvordan der skabes mere vækst i virksomheder, der beskæftiger sig med reklame, PR, kommunikation, mode, design, spil, film, tv og andre kreative erhverv.

Det glæder Charlotte Enevoldsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

- I Dansk Erhverv arbejder vi for at styrke det kreative Danmark, og derfor er vi glade for at se, at regeringen har rettet opmærksomheden mod vækstpotentialet i de kreative erhverv, siger hun.

Blandt medlemmerne af det nye vækstteam finder man flere tunge profiler fra den danske bureaubranche.

Det drejer sig om Christian Have, kreativ direktør i Have Kommunikation, Troels Seidenfaden, ejer af det grafiske bureau Seidenfaden Design, og Mona Juul, adm. direktør i reklamebureauet envision. Og hun ser frem til opgaven:

- Kæmpe ros til regeringen for at nedsætte et vækstteam for kreative erhverv. Dansk kreativitet er unik og en af fremtidens helt store vækstdrivere, siger hun.

- Via mit arbejde for envision, Kreativitet & Kommunikation og Dansk Erhverv bilder jeg mig ind, at jeg har noget at byde ind med. Har allerede tænkt en masse, og glæder mig derfor til at komme i gang med arbejdet i vækstteamet, fortsætter Mona Juul, der i øvrigt sidder i bestyrelsen og forretningsudvalget i Dansk Erhverv. 

Masser af potentiale

Ifølge denne erhvervsorganisation beskæftiger de kreative erhverv i dag ca. 141.000 medarbejdere herhjemme, og de omsatte i 2016 for 326,9 mia. kroner, hvilket svarer til 8,3 pct. af den samlede omsætning i alle brancher i Danmark. 

- De kreative erhverv udgør en betydningsfuld del af dansk økonomi. Brancherne har været i fremgang i en årrække, og der er potentiale for endnu mere vækst, hvis de kreative erhverv bakkes op af fornuftige politiske tiltag på området, vurderer Charlotte Enevoldsen.

I 2016 nåede eksporten op på 114,7 mia.kr, hvilket svarer til 8,4 pct. af dansk eksport.

- Kreative erhverv er vigtige for dansk eksport, men de er også vigtige som vækst- og innovationsdrivere i den offentlige sektor og andre brancher. Det sker for eksempel, når det offentlige køber bureauers kreative og strategisk rådgivning til en oplysningskampagne, eller når designmetoder bruges til organisationsudvikling, og derfor er der et stort behov for målrettet politik, som støtter de kreative erhverv, slutter Charlotte Enevoldsen.

Vækstteamet har fået et halvt år til at udarbejde et sæt anbefalinger til regeringen om, hvordan man kan styrke vækstvilkårene og øge produktiviteten i de kreative erhverv.

Vækstteamet skal bl.a. se på mulighederne inden for digitalisering og nye forretningsmodeller.

Medlemmerne af vækstteamet er:

  • Jacob Holm, adm. dir. i Fritz Hansen A/S (formand)
  • Mona Juul, adm. dir. i Envision
  • Mathias Gredal Nørvig, CEO i SYBO
  • Christian Have, kreativ dir. I Have Kommunikation
  • Morten Strunge, CCO i Storytel Sweden AB
  • Mette Kynne Frandsen, CEO & Partner i Henning Larsen Architects
  • Michael Obel, producent og ejer af Thura Film og All Right Biografer
  • Troels Seidenfaden, ejer af Seidenfaden Design
  • Trine Jepsen, dir. i Fonden Nørre Vosborg
  • Bo Bjerggaard, ejer af Galleri Bo Bjerggaard
  • Kenneth Plummer, adm. dir. i Ronald A/S
  • Vigga Svensson, bestyrelsesmedlem i Vigga.AS A/S
  • Peter Lodahl, dir. for CPH Opera Festival og kongelig operasolist