Efter 12,5 år som kontaktdirektør og partner i reklamebureauet Happy & Co, har Preben Rokkjær valgt at søge nye udfordringer som salgs- og marketingdirektør i Danæg.

Den virksomhed er ejet af en række ægproducenter og landbrugsselskabet DLG. Den årlige omsætning er over milliarden i danske kroner.

– Det har været en svær beslutning. Dels fordi jeg siger farvel til nogle dygtige kolleger og dels er det for mig afslutningen på en række spændende kunderelationer. Omvendt er der hos Danæg tale om en udfordring som jeg simpelthen ikke kan sige nej til, lyder det fra Preben Rokkjær i en pressemeddelelse.

Hos Happy & Co er man kede af at skulle sige farvel til Preben Rokkjær.

– Indimellem kommer der en mulighed, som man simpelthen bare må tage, og så hverken kan eller vil vi stå i vejen. I stedet vælger vi den positive vinkel, at en kundeansvarlig fra Happy & Co er så dybt inde i kundernes problemstillinger, at man også er attraktiv på jobmarkedet, siger adm. direktør Jakob Gaarsted Petersen.

Happy & Co har i den seneste tid foretaget nye ansættelser på kontaktsiden, og derfor vil der ikke i første omgang blive søgt eksternt efter en ny kontaktdirektør.