Et af de helt store generationsskifter i bureaubranchen indledtes i går.

Duoen Henrik Juul, den kreative spydspids, og Jan Duckert, forretningsmanden, indledte den skilsmisse, der længe har luret.

Jan Duckert har solgt sin andel af Wibroe, Duckert & Partners til Henrik Juul. Til gengæld bliver han siddende som bestyrelsesformand i Partners og koncentrerer sig ellers om driften og udviklingen af PeopleGroup.

Danmarks største reklamemand har nemlig købt Henrik Juul ud PeopleGroup og de dertil ejede og med-ejede selskaber. Der er med andre ord ikke tvivl om, hvem der sætter retningen i de to selskaber, der i mere end 30 år har tegnet reklamebranchen.

Hvorfor, spørger vi først Henrik Juul?

– Jeg har ikke lyst til at gøre noget halvt, og nu er jeg tilbage for fuld kraft, hvilket jeg i øvrigt har været i 12 måneder, så alle er glade her i huset, siger Henrik Juul, nu eneejer af Wibroe, Duckert & Partners.

Hvad skal det sige?

– Vi skal være spidse på det, vi laver i WDP-regi, og det samme gælder PeopleGroup. Derfor overtager jeg WDP, og Jan Duckert kører PeopleGroup. Det er bedst, at der sættes én og kun én retning i begge butikker. Så Jan og jeg er glade, folkene er glade, og i virkeligheden er det en lille intern historie, at vi fordeler ejerskabet, som vi gør.

Vi skal være endnu mere fokuserede

Men WDP og PeopleGroup er et suverænt brand-match, der har eksisteret og domineret branchen i 20 år.

– Jeg ved da godt, at branchen anser det for noget stort, når Jan og jeg ikke ejer det hele sammen. Men både vores kunder og jeg selv kræver, at vi er endnu mere fokuserede på det, vi gør godt. Det er derfor, jeg koncentrerer mig om WDP, og Jan gør det samme om PeopleGroup. Vi skærper retningen hver for sig, fordi det er fornuftigt for os og for kunderne.

Hvad sker der så med WDP X i Silicon Valley?

– Det er vores eget Hyper Island, kan du kalde det, det er virkelig fede digitale opgaver, vi får tilbudt. Vi tilbyder kunder i USA vore kvaliteter inden for crowdkeeping og storytelling, og jeg mener seriøst, at vores historik og metodik er i stand til at byde de fleste amerikanske bureauer op til dans.

– Det er i hvert fald, hvad vi hører når vi løser opgaver derovre. Så det giver mening for WDP at skabe et kontaktpunkt i San Francisco, som virksomhederne, ikke mindst start-ups, kan købe ind i.

Så nu flytter WDP til Californien?

– Overhovedet ikke. Vi har Carsten Jarfelt som kontaktmand i USA, mens Christian Nielsen er kreativ chef, og Heidi Skovhus CEO ud af København. Måske skal Christian over til kunder 4-5 gange om året, men al arbejdet laves på WDP i København. Der er jo her, vi har ekspertisen, og den ekspertise brænder efter at få nye opgaver.

PeopleGroup har mange udviklingsmuligheder

Nyt navn? Fra Wibroe, Duckert & Partners til Juul, Juul & venner?

– Nej-nej, er du tosset. WDP er et stærkt brand, og man skifter jo ikke sit navn ud for sjov. Vi hedder Wibroe, Duckert & Partners… indtil vi hedder noget andet. Ingen ved, hvad der sker i fremtiden, ikke engang vores kunder i Silicon Valley, slutter Henrik Juul, der oplyser at Jan Duckert fortsætter som formand for WDPs bestyrelse.

Hvad siger Jan Duckert?

– Henrik Juul og jeg er enedes om at dele vores fælles ejerskab i en række selskaber op. Det betyder, at Henrik primært koncentrerer sig om Wibroe, Duckert & Partners, og at jeg primært koncentrerer mig om interesserne i PeopleGroup, siger Jan Duckert.

– Henrik glæder sig til at koncentrere sig 100 pct. om Wibroe, Duckert & Partners, som er i god form og som viser gode takter. I øvrigt fortsætter jeg som formand for bestyrelsen i WDP.

– Jeg vil koncentrere mig om PeopleGroup, som står overfor mange spændende udviklingsmuligheder, slutter Jan Duckert.

Fakta:

• Jan Duckert overtager Henrik Juuls 43,9 pct. af PeopleGroup og de otte relaterede selskaber.

• Mens Henrik Juul nu ejer Wibroe, Duckert & Partners og det nyoprettede selskab WDP X i Silicon Valley tæt på San Francisco.

• WDP er et af de længst eksisterende og mest meriterede danske reklamebureauer, der blev startet den 1. oktober 1973 af den daværende kreative og krøllede sjæl Peter Wibroe og den stærke købmand Jan Duckert.

• Senere (1994) overtog Henrik Juul tjansen som kreativ spydspids og medejerskabet af det danske reklamebureau, der de sidste 30 år har skabt mest humor og positive fortællinger for danske virksomheder.

• Hele 14 år i træk placerede Børsens Nyhedsmagasin WDP som Danmarks mest kreative reklamebureau, hvilket næppe overrasker. Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin har i imageanalysen kåret bureauet som det bedste reklamebureau fire år i træk.