Lego har fået enorm succes via earned media, og nu er en smuk, autentisk kommunikativ appelsin drattet ned i DFDS’ turban. Det skete for nylig, da DFDS Seaways modtog en Facebook-besked fra en mor, hvis datter havde haft en så god oplevelse på Oslo-båden, at hun ikke ville hjem.
Moren havde i filmet datteren i deres kahyt, hvor hun helt ulykkelig og grædende fortæller om alle de oplevelser, hun vil komme til savne, når hun igen skal forlade Oslobåden. Efter at have set den hjerteskærende film, valgte DFDS Seaways at kontakte moren for at bruge den lille video i en noget atypisk viral kommunikationssammenhæng.
Mandag blev filmen ”Farvel Norge!” således lagt op på YouTube, hvor den allerede nu har opnået mere end 46.000 views, og på DFDS Seaways’ danske Facebook-side har filmen fået over 150 kommentarer og 1.500 likes. For goviral, der har bidraget med aktiveringen, er videoens hurtige optag på nettet ikke nogen overraskelse.
– Filmen er ekstremt sympatisk og rummer så mange oneliners, at den uundgåeligt bliver en de film, man refererer til, når samtalen falder på alt fra børn til Oslobåden. At den samtidig formår at leverer en referenceramme, der svarer til det, som DFDS Seaways tilbyder deres kunder, gør filmen til et markedsføringsmæssigt unika, siger Jakob Stigler fra goviral.
– Ikke mindst fordi brugergenereret indhold som dette ikke forældes som traditionelt produceret reklameindhold, når det først er forankret i de sociale online universer, som pt. driver filmens omtale,” slutter Jakob Stigler.
Man må håbe, at DFDS Seaways har anstændighed nok til at sende mor og datter ”en stor cigar.” God weekend.