De senere år har Interflora, der leverer primært blomsterhilsner ud til millioner af glade modtagere verden over, gjort sig bemærket herhjemme med iøjefaldende og prisvindende reklamefilm.

Og nu oprustes der yderligere på marketingområdet i Danmark, da Zvi Goldstein er hentet til virksomheden som ny Chief Marketing Officer (CMO).

Han kommer fra en stilling som Chief Strategy Officer hos Mediacom.

Zvi Goldstein træder per 2. maj 2016 ind i Interfloras ledergruppe, og her skal han bl.a. bidrage med at styrke den digitale del af forretningen.

Ansættelsen kommer godt to år efter, at Søren Flemming Larsen satte sig i direktørstolen hos Interflora med den mission, at drive forretningen fremad med udgangspunkt i markedsanalyser, produktfokus og ikke mindst en stramning af det digitale marketingsspor

Kender Interlflora

Zvi Goldstein kommer til Interflora fra en stilling som Cheif Strategy Officer hos Mediacom, og igennem en årrække oparbejdet et stort kendskab til og indsigt i Interflora-forretningen gennem samarbejde mellem Mediacom og Interflora.

– Jeg inddrog blandt andet Zvi i udviklingen af Interfloras strategiplan, i udviklingen af vores nye subbrand, POSY, sammen med Brandhouse og i forbindelse med en større kundeundersøgelse om priser og produkter, lyder det fra Søren Flemming Larsen, CEO for Interflora, i en pressemeddelelse.

– Zvi kender med andre ord vores forretning, og Zvi og jeg er allerede i dialog om de mange nye spændende projekter og tiltag, der skal styrke vores forretning yderligere, og i endnu højere grad differentieres os fra vores konkurrenter og positivt bidrage til vores dygtige medlemmers indtjening, fortsætter han.

Interflora har en årlig omsætning i milliardklassen, og kæden, der i Danmark omfatter mere end ca. 430 lokale blomsterbutikker, sidder på mere end halvdelen af det samlede danske blomstermarked.

Digital satsning

Og den position er der klare intentioner om at bibeholde. Derfor er Interflora midt i en strategisk videreudviklingsfase, hvor fokus i stigende grad er på det digitale spor. Hvert år stiger Interfloras vækst på nettet med omtrent 15 pct., og på mobil-apps og tablets går det endnu stærkere. Denne vækstrate kan de fysiske butikker ikke helt hamle op med, og derfor skal denne del af forretningen styrkes.

– Efter at have været en del af Interfloras udvikling de sidste par år, glæder jeg mig til at blive en del af holdet. Jeg har i min tid på bureau arbejdet med et utal af produkter og brancher, og glæder mig til at bruge den viden og erfaring til at drive Interfloras forretning fremad og blandt andet sætte turbo på den digitale udvikling, siger Zvi Goldstein.

Han indtræder i Interfloras ledergruppe, der nu består af Torben Gotfredsen (økonomichef), Iman Safari (abonnementschef) og Søren Flemming Larsen (CEO).