Simon Frank og Simon Lennet – kendt som ophavsmænd til natklubberne Simons og Sunday samt cykelløbet Tour De Tisvilde – stiftede for tre år siden det kreative bureau Butter.

Og nu får bureauet en ny CEO i skikkelse af Anne Sophie Lange, der også er ny partner. Hun har en fortid fra flere større, danske bureauer, herunder Kunde & Co, CO/PLUS og Agenda Group, og så har hun i en årrække siddet som bureauchef på BABY (i dag en del af Charlie Tango, der er en del af KMD, red).

De tidligere CEO, Josefine Arthur, der siden dag et har været ankeret i virksomheden, forbliver en del af partnerkredsen, men har valgt at træde ud og give stafetten videre.

Hun siger om sin efterfølger:

- Vi har kendt Anne Sophie gennem mange år, og vi ved, hvad vi får. Med hendes solide erfaring fra branchen og styrke i at optimere og skabe struktur er vi ikke et sekund i tvivl om, at hun er den rette til at udvikle forretningen. At hun så tilmed er meget bramfri og grænsesøgende af natur gør, at hun passer lige ind i Butters DNA.

En smule vanvittig

Og ifølge Anne Sophie Lange selv var tilbuddet om den nye lederstilling heller ikke svær at takke ja til.

- For mig var det en no-brainer. En mulighed for at træde ind i et bureau med en skarp og anderledes profil. Et bureau, der dagligt udfordrer kreativiteten og vender tingene på hovedet. Det er et sted, hvor man får lov til at være lidt vanvittig – ja, hvor det faktisk forventes og ses som konstruktivt, siger hun og tilføjer:

- Med Simon & Simon som en del af partnerkredsen er man sikker på, at det aldrig bliver kedeligt, og så er der samtidig automatisk adgang til et unikt netværk af personligheder, der er rigtig sjove at lege med og essentielle for hele Butters eksistensgrundlag.

Og netop en utraditionel tilgang til både eksekvering og kreativt brug af netværk, er netop hvad der flere gange har givet anledning til en del omtale af bureauet.

Ikke mindst sidste år, da Butter skabte den multi-dimensionelle rejse af virtual reality og performancekunst Doom Room  for vodka-brandet, I AM VODKA, produceret i samarbejde med det kunstnerdrevne produktionsselskab Makropol og filmskaberen Jesper Dalgaard.

Ingen blå skjorter

Butter har fra start lagt vægt på, at man ønsker at være et utraditionelt, friskt pust til branchen samt et sted, hvor man ikke møder mænd i blå skjorter eller kan se flotte pokaler på hylderne.

Til gengæld vil man ifølge partnerne møde liv og glade dage, dygtige unge kreative, som er skabt til at være content creators, musikere og kunstnere, kendte ansigter og natteravne. Et sted, der er uformelt og giver plads.

Om bureauets ambitioner og fremtiden med den nye CEO ved roret, siger Simon Frank:

- Butter er i vækst, og vi er hele tiden på udkig efter dygtige kreative og folk med store ambitioner, som vil være med til at udfordre de traditionelle metoder. Samtidig elsker vi at arbejde med modige brands, der tør tage chancer sammen med os. Kunderne vælger os på kreativitet og adgang, simpelt og godt, og det fortsætter vi med at fokusere på.