Bureauverdenen er ikke ukendt territorium for Rikke Koks Andreassen, selv om hun gennem de seneste godt syv år har været kommunikationschef og pressetalsmand hos Apollo Rejser.
Årene før Apollo blev således brugt med kommunikationsrådgivning hos det daværende Bergsøe 4, og livet i bureaubranchen er da også en af årsagerne til, at Rikke Koks Andreassen nu er startet som seniorkonsulent hos Essencius.
– På et bureau håndterer man mange kunder og mange brancher, og det må jeg indrømme, at jeg har savnet. Og så har Essencius altid stået for mig som et af Danmarks mest professionelle og innovative kommunikationsbureauer, hvilket jo også løbende er blevet bevist med priser for god og effektiv kommunikation og en kundekreds med markante brands, siger Rikke Koks Andreassen.
Hos Apollo Rejser, der er en del af den schweiziske rejsekoncern Kuoni, siger adm. direktør Niels Groesen, at man ikke har planer om at genbesætte stillingen, men at man i stedet fordeler kommunikationschefens opgaver andre steder i organisationen.
Således bliver kontaktcenter-direktør Glenn Bisgaard ansvarlig for de mere eksternt rettede opgaver, mens CSR og interne opgaver primært vil blive varetaget fra Apollos kontor i Stockholm.