Der er godt gang i kampagnerne hos LEAD, som af samme grund nu får sin egen kreative chef. Og det er en god ven af bureauet og flere af kunderne, der nu får sin daglige gang i kommunikationshuset.

Mads Kinch Jonassen har været en del rundt i den kreative manege. Propaganda McCann, kreativ direktør hos Nordisk Film og herre i eget hus hos Force of Nature. I dag starter han som kreativ chef hos LEAD, og kommunikationshuset er ikke et fremmed sted for Mads Kinch Jonassen. 

– De sidste par år har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med LEAD på en række offentlige kampagner. Et godt fællestræk ved kampagnerne har været, at målet var holdningsændring inden for nogle – for mig – samfundsrelevante områder, siger Mads Kinch Jonassen.

Ikke bare reklame for reklamens skyld

Holdningsændring? 

– Altså ikke bare reklame for reklamens skyld, men kommunikation, der engagerer og skaber samtaler. Og det er lige præcis den slags opgaver, jeg glæder mig helt vildt til at løse mange flere af, fortsætter han. 

Den nye kreative chef har bl.a. været med til at udvikle og eksekvere kampagnen ’Orlov – ta’ det som en mand’ for Ligestillingsministeriet, der skal få flere fædre til at tage mere orlov.

Og så pædagogkampagnen for Undervisningsministeriet (dengang Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, red.), som i slutningen af sidste år satte LEAD øverst på skamlen ved The European Excellence Award – en af de største europæiske PR-priser.

Vil lave flere kampagner 

Det er en rutineret mand?

– Ja. Vi har ikke bare fået en kreativ chef – vi har fået Mads Kinch Jonassen, og det er vi super-glade for, siger partner og kampagnechef hos Lead Anita Baun Hørdum og fortsætter: 

– Ikke nok med at vi nu er styrket både konceptuelt og kreativt, så har vi i Mads fået en virkelig dygtig og erfaren kommunikatør, der ligesom resten af huset brænder for at skabe kanaluafhængige kommunikationsløsninger, der sætter aftryk. 

Med ansættelsen af Mads Kinch Jonassen står LEAD i dag stærkere i forhold til kommunikationshusets ambition om at udbrede kampagneområdet inden for både den private og offentlige sektor.