Efter cirka tre år i stillingen som koncerndirektør for Consumer i TDC Group vil Anders Jensen forfølge nye karrieremuligheder uden for koncernen. Anders Jensen fratræder efter eget ønske og fortsætter i stillingen, indtil der er udpeget en ny koncerndirektør, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Ander Jensen har haft ansvaret for Group Marketing, indhold og digital innovation samt TDC Groups consumer brands: TDC, YouSee, Telmore og Fullrate, og han får tak med på vejen fra koncernchef Carsten Dilling.
– Først og fremmest vil jeg gerne takke Anders Jensen for det store arbejde, han har stået i spidsen for i Consumer divisionen. Anders har ført den brede vifte af brands godt igennem en rejse frem imod nu at være en strømlinet portefølje med hver sin klart definerede rolle i markedet, lyder det fra Carsten Dilling i pressemeddelelsen.
Inden Anders Jensen 1. april 2011 tiltrådte stillingen som koncerndirektør kom han fra en stilling som koncernchef for Ungarns næststørste mobilselskab, Telenor Hungary og har mere end ti års erfaring bag sig fra ledende stillinger i den internationale telebranche.
Anders Jensen siger, at han har taget beslutningen om at fratræde efter omhyggelige overvejelser:
– Efter cirka tre år i stillingen, hvor TDC Groups Consumer division har gennemgået store forandringer og har opnået resultater, som jeg er stolt af, synes jeg, at tiden er kommet til at tage en pause og finde de helt rigtige nye udfordringer.
Anders Jensen var nævnt som en af de oplagte kandidater til topstillingen i TDC Gruppen, da Henrik Poulsen skiftede til Dong, men det endte med at valget faldt på Carsten Dilling.