Hen over sommeren er der sket ting og sager inden for rejsebranchen.

Konkurrencemyndighederne har nemlig godkendt the Priceline Groups opkøb af danske momondo, der nu er i samme stald som kayak.com og booking.com.

Opkøbet skete i februar, men transaktionen skulle igennem en officiel europæisk konkurrence-lup, før tommelfingeren blev vendt opad.

Reelt blev momondo group, der også består af Cheapflights-brandet og momondo.pro, allerede opkøbt af briterne bag Cheapflights i 2011, og moderselskabet blev omdøbt til Momondo Group.

I 2014 skød den amerikanske kapitalfond Great Hill Partners 80 mio. pund i Momondo Group, og nu har the Priceline Group så betalt i omegnen af 3,8 mia. kroner (550 mio. dollar, red.) for momondo, momondo.pro og Cheapflights, der samlet set har 300 ansatte i London, Boston og København.

Priceline købte i 2013 Kayak for et beløb, amerikanske medier opgør til 1,8 mia. dollar eller 12,5 mia. kr. Altså er et betydeligt sæt muskler samlet under samme tag, og i skrivende stund ser det ud til, at Kayak og momondo deler verden i mellem sig.

Kayak er fx stærk i Tyskland og Frankrig, mens momondos styrke ligger i bl.a. Skandinavien og Rusland.

Tore Pein Jensen ryger helt til tops

På kort sigt får opkøbet ikke betydning for danske rejsende, der naturligvis stadig kan bruge momondo og alle mulige andre søgetjenester til at finde de bedste rejser, men på den lange bane kan kayak, booking.com, momondo og Cheapflights skræddersy tilbud baseret på en betydeligt større mængde data end tidligere.

For Per Christiansen, kåret til Årets Markedsfører ved Advertising Effectiveness Award i fjor, har sammenlægningen den konsekvens, at han nu har titlen VP Brand Marketing & Global Media Buying hos Kayak, idet han dog fortsætter med at arbejde for momondo samtidig.

Tore Pein Jensen, der i årevis knoklede som Group CMO for at løfte momondo brandet ud globalt, og satsede millioner på den kommercielle kommunikation, er i dag CMO hos Kayak, ansvarlig for seks brands, herunder fortsat momondo.

Tore Pein overtager alle eksisterende marketing-afdelinger i Kayak-koncernen og bliver ligeledes en del af direktionen. Dermed er han ansvarlig for al marketing samt vækstansvarlig i mere end 60 lande.

Tore Pein Jensen blev i øvrigt kåret til Årets CMO i 2016 af Berlingske.

Adm. direktør ser mange muligheder fremadrettet

Foreløbig er eneste kommentar til fusionen fra februar i år, da momondos adm. direktør sagde til Ritzau:

– Vi ser frem til de nye muligheder, salget giver Momondo, og til at fortsætte med at bygge på vores succes som dansk virksomhed, lød det fra Pia Vemmelund med fortsættelsen:

– Det har været en fantastisk rejse, siden vi i 2006 startede Momondo i Danmark. Vi startede som et lille team med en stor vision om at gøre rejsesøgning tilgængelig for alle, og siden er vi blevet købt to gange. Hver gang er vi blevet stærkere og har fortsat med at udbygge vores produkter globalt, vurderede altså Pia Vemmelund.