Det nordiske PR- og kommunikationsbureau Geelmuyden Kiese(GK), der forleden kunne glæde sig over at være eneste bureau med to arbejder i finalen ved årets PR-Tiger, har gang i en større skandinavisk ledelsesrokade.

Det betyder bl.a., at der fra 1. januar er en ny administrerende direktør for GK Danmark.

Det drejer sig om Janna Sundewall - hidtidig GK CEO i Sverige - mens den hidtidige direktør, Morten Hofgaard Jørstad, vender hjem til Oslo for at overtage roret dér.

Janna Sundewall har mange års erfaring fra PR- og kommunikationsbranchen, hvor hun har arbejdet som rådgiver og leder på en række bureauer.

Hun er specialiseret inden for opbygning af brands, CSR samt opinionsdannende og strategisk forandrings- og udviklingsarbejde.

Børsting ny partner

Nyt i Danmark er det også, at Mikael Børsting nu indtræder i GKs partnerkreds. Mikael Børsting, der er public affairs direktør hos GK i Danmark, har bl.a. fire års erfaring fra Venstres ledelse som pressechef og Lars Løkke Rasmussens nærmeste rådgiver både i Venstre og i Statsministeriet.

Dertil kommer mange år som politisk reporter på Politiken og Information. Hos GK bruger Mikael Børsting den politiske forståelse til at analysere og vurdere den politiske dagsorden for at kunne rådgive GKs kunder om politisk interessevaretagelse.