Stine Hove Marsling bliver ny direktør for Corporate Communication i Danske Spil-koncernen.

Hun afløser dermed spil-gigantens informationschef siden efteråret 1994, Thomas Rørsig, der har valgt at starte som selvstændig PR-konsulent og derfor forlader Danske Spil fra årsskiftet.

Stine Hove Marsling er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet samt cand.comm. fra Roskilde Universitets Center og HD i Organisation og Ledelse fra Copenhagen Business School, og hun kommer senest fra en stilling som særlig rådgiver - populært kaldet spindoktor - for tidligere uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Tidligere har hun været chef for dele af Global Public Affairs hos medicinalvirksomheden Lundbeck, og før det var hun seniorkonsulent hos Radius Kommunikation.

Stine Hove Marsling starter 1. november og overtager formelt ansvaret for Kommunikation, Public Affairs og Corporate Branding pr. 1. december.

Fra 1. januar 2016, når Thomas Rørsig fratræder, overtager hun desuden ansvaret for Danske Spils CSR-arbejde.