Efter knap to år hos Mediabrands-bureauet Marvelous, har Cris Anthony Hödar taget hul på 2018 med nye udfordringer - som ny Group Creative Director hos McCann Copenhagen.

Her får han ansvar for både McCann Copenhagen og McCann Health Nordic, og Tobias Smidth-Fibiger, der sidste år blev CEO i McCann, glæder sig over firmaets nye mand:

- Vi er super stolte over, at vi har kunne tiltrække en kapacitet som Cris, og vi glæder os til at han skal være en del af den nye retning, som blev igangsat for et år siden. Grundlæggende har McCann aldrig været mere relevant end nu og med Cris ombord, styrker vi vores forudsætninger for at skabe meningsfuld og relevant kommunikation, siger han.

Med ansættelsen hos McCann rykker Cris Anthony Hödar, der oprindelig er fra Chile, tilbage i McCann-familien, idet han tidligere har arbejdet tre år for McCann i Santiago.

På de danske breddegrader har han før jobbet hos Marvelous bl.a. huseret hos Liquidminds, hvor han var en af kræfterne bag ”Sheepview 360” kampagnen for Visit Faroe Islands, der blev udtænkt, da han inden sit engagement hos Marvelous arbejdede som kreativ direktør på det prisvindende bureau.

Mange års erfaring

Samlet set har McCanns nye kreative leder omkring 27 års erfaring i branchen som kreativ direktør og senior AD’er med i bagagen, og selv siger han om det nye job-kapitel, han skal til at åbne:

- Det er med stor glæde at jeg starter hos McCann Copenhagen. Det føles jo lidt som at komme hjem - McCann i Chile var en af mine første arbejdspladser. McCann Copenhagen er et stærkt kreativt bureau og en del af et fantastisk netværk med fantastiske cases som Grand Prix-vinderen Fearless Girl og Field Trip to Mars. Kreativiteten gennemsyrer hele ånden for, hvordan der tænkes og arbejdes, og det er den ånd, jeg skal være med til at føre videre.

Cris Anthony Hödar startede hos McCann den 2. januar 2018.