2016 bød på fin vækst i kundeporteføljen for mediebureauet Vizeum, der fik bl.a. Call me, Ikea og UNICEF på listen, og dette – sammen med den generelt positive udvikling på bureauet – har øget behovet for at opruste med nye senior-kræfter.

Derfor kan Vizeum nu melde om tre nyansættelser – en digital seniorprofil hentet internt i Dentsu-organisationen, en ny kontakt-direktør hentet hos Mediacom og en ny Account Director hentet hos Maxus.

Som ny Digital Account Director har Vizeum hentet Steffen Skovhede hos dataspecialisterne i persona marketing bureauet Motley. Han har tidligere arbejdet hos digitalbureauet Isobar, hos Kunde & Co samt hos Mindjumpers.

Hos Vizeum får han ifølge Managing Director Kristian Koch en central rolle i udviklingen af bureauets digitale tilbud både internt og over for kunderne:

- Steffen kommer med mange års erfaring og en tung digital baggrund som er et perfekt match til vores DNA. Hans erfaring inden for data og social kombineret med erfaring fra forskellige digital bureauer udgør et meget interessant kompetence set og er et godt match i forhold til Vizeum, siger Kristian Koch.

Ny kontaktdirektør

Ud over Steffen Skovhede har Vizeum også hentet en ny kontaktdirektør ind i skikkelse af Louise Knox Martin.

Hun er hentet hos Mediacom og kommer med 10 års erfaring fra henholdsvis MEC, PHD og Mediacom.

- Jeg er særdeles glad for at få Louise om bord på Vizeum-holdet. Louise kommer til at gøre en forskel for vores kunder og kommer med en uvurderlig erfaring fra mange år i branchen, siger Kristian Koch.

Louise Knox Martin kommer til at indgå i Vizeums direktion, som ud over Louise Martin udgøres af digital direktør Thomas Lyngsfeldt, Strategisk Direktør Casper Buchhave, Kontakt Direktør Louise Salmon og Managing Director Kristian Koch.

Endelig har Vizeum ansat Jannie Rosengaard som ny Account Director.

Hun kommer fra en stilling som Nordic Client Service Director hos Maxus og har tidligere været markedschef på Politiken gennem otte år.

- Jannie kommer med en stærk kombination af erfaring fra bureausiden og mediesiden, som gør, at hun kan træde direkte ind og gøre en forskel for vores kunder fra dag 1, siger Kristian Koch og tilføjer:

- Samlet set har vi fået styrket senior kompetencerne i organisationen med de helt rette profiler, og vi står nu sammen med alle de øvrige dygtige medarbejdere i Vizeum stærkt rustet til at imødegå et spændende 2017.