Top-Toy har besluttet at nedlægge stillingen som CXO – Chief Experience Officer – og det betyder, at Thomas Meng forlader legetøjsgiganten efter fem et halvt år.

Thomas Meng startede hos Top-Toy i slutningen af 2011 som Retail Marketing Director, og blev siden udnævnt til CMO.

Den rolle sad han i knap to år, fra 2014 til 2016, hvor han blev udnævnt til CXO – Chief Experience Officer – med ansvar for bl.a. customer insights, touch point-optimering og brandudvikling i de nordiske lande og Tyskland.

I 2016 var han på Markedsførings M list - og året før var han blandt de fem marketingdirektører, der kæmpede om Berlingske Business-titlen Årets CMO i 2015.

Før karrieren hos Top-Toy var Thomas Meng i omkring fire år Client Service Director hos reklamebureauet Advance. Tidligere har han været direktør i Nørgård Mikkelsen, samt HR- og marketingdirektør i Capinordic Bank.

Thomas Meng fratræder stillingen hos Top-Toy med udgangen af marts.