Gennem de seneste seks år Morten Kirckhoff, der til daglig er partner og kreativ direktør i reklamebureauet Advance, rejst kloden tynd bevæbnet med sovepose og kamera for sammen med sin makker, komikeren og tv-manden Jan Elhøj, at udforske og fotografere ukendte, uberørte og forladte steder.
Makkerparret har besøgt over 1.000 forladte steder i lande som Rusland, Indien, Belgien, Japan, Ungarn Kina og USA for at finde og dokumentere forladte steder.
Og nu er den berejste reklamemand så selv blevet ”fundet”, idet han er blevet optaget i Eventyrernes Klub, som medlem nummer 459 i et eksklusivt selskab af eventyrrejsende. Klubben tæller bl.a. søfareren Troels Kløvedal, fotografen Jacob Holdt og forfatteren Carsten Jensen – og fællesskabet er netop de ubetrådte stier og oplevelser fra ukendte steder på verdenskortet.
– Det er fantastisk at rejse sammen med Jan. Sammen finder og trænger vi ind på disse nye hvide pletter på verdenskortet, hvor alt står tilbage, som dengang stederne havde betydning for mennesker. Nu står stederne tomme, men alle historierne om livet, der var engang, ligger stadigvæk i murene og i de forladte møbler, siger Morten Kirckhoff.
Fotobøger og tv-serie
Morten Kirckhoff og Jan Elhøjs mange rejser og besøg i forladte hospitaler, privatboliger, fabrikker, tandlægeklinikker og slotte er siden 2011 blevet til to fotobøger ”Abandonned1” (2011) og ”Abandonned2” (2013) plus en serie på fem korte dokumentarudsendelser på DR2 med titlen ”Alt Forladt”.
Som regel rejser Kirckhoff og hans makker ikke med andet udstyr end kameragrej og soveposer – langt fra behagelige hotelsenge og asfalterede veje. Og så overnatter de i eller uden for de forladte bygninger, som er omdrejningspunktet for deres eventyrlyst.
Og Morten Kirckhoff er naturligvis glad for det nye medlemskab:
– Jeg er beæret over at være optaget i en klub med andre eventyrer, der også deler interesse og dyb kærlighed til at rejse på en særlig rustik måde. Det er spændende at udveksle erfaringer med andre, der stadigvæk har en særlig nysgerrighed for at opleve verden på en måde, som er meget anderledes end i beskrevet i charterrejse-katalog, siger han.
Eventyrernes Klub blev stiftet i december 1938 på initiativ af polarforskeren Peter Freuchen. Du kan læse mere om klubben her.
Og har du lyst til at se – eller gense – programmerne på DR2, kan du gøre det her.