Joachim Rubow, der forlod stillingen som koncernmarketingdirektør i Danske Bank i juni sidste år, har nu fundet nye græsgange.
Han får således fremover ansvaret for at markedsføre DRs tv- og radiokanaler og dr.dk, lyder det i en pressemeddelelse fra DR. Han får titlen markedsføringschef.
Fra 2006 og frem til sommeren 2012 var Joachim Rubow koncernmarketingdirektør i Danske Bank Group med ansvar for samtlige markedsføringsaktiviteter i Skandinavien, Nordirland, Irland og de baltiske lande. Siden da har Joachim Rubow blandt andet løst kommunikationsopgaver for A. P. Møller-Mærsk.
Rubow får det strategiske og kreative ansvar for DRs samlede markedsføring på alle kanaler og platforme, og han kommer til at indgå i ledelsen af DR Medier og vil referere til DRs mediedirektør Gitte Rabøl.
Han kommer til at stå i spidsen for en afdeling med cirka 40 ansatte.
Ekstraordinær indsats kræves
– Joachim Rubow kommer med flotte resultater, en bred erfaring og stærke kompetencer inden for markedsføring og branding, og jeg ser frem til at få ham med på holdet, siger DRs mediedirektør Gitte Rabøl og tilføjer: ”DR er i gang med at gennemføre den mest omfattende omstrukturering og udvikling af sine tv-kanaler i nyere tid. Det kræver en ekstraordinær indsats, også på markedsføringsområdet, og det kræver en sikker hånd at udvikle og skærpe kanalernes brands, så både vores programmer og kanaler står stærkt i danskernes bevidsthed. Jeg er sikker på, at Joachim Rubow vil få brug for alle sine kompetencer, og at DR vil få stor glæde af dem”.
Joachim Rubow er 39 år og uddannet som cand. mag. i kommunikation fra Aalborg Universitet. Derudover har han en mastergrad i kommunikation fra University of Oregon, ligesom Joachim Rubow tog en fem måneders lederuddannelse på Harvard University i USA sidste år.
Årets Markedsfører i 2011
Før Danske Bank arbejdede Joachim Rubow i reklamebranchen hos reklamebureauet DDB. I 2011 blev han hædret med prisen Årets Markedsfører af brancheforeningen DRRB, der siden har skiftet navn til Kommunikation & Kreativitet.
Joachim Rubow ser frem til at starte i DR.
– At få muligheden for at præge DRs daglige kontakt til danskerne og bidrage til den fortløbende definition af public service er opskriften på drømmeopgaven for enhver person med min baggrund og faglige passion,” siger den kommende markedsføringschef i DR.
Joachim Rubow mener ikke, at arbejdet med markedsføring i DR og Danske Bank er så forskelligt, som det måske kan se ud.
– DR og Danske Bank har nogle markante ting til fælles. Begge institutioner opleves som folkeeje – som virksomheder, der spiller en central rolle i danskernes liv. Samtidig er det to virksomheder, som danskerne har markante holdninger til på godt og ondt. Jeg glæder mig til at arbejde med, hvordan vi kan revitalisere opfattelsen af public service og gøre det endnu mere aktuelt for alle danskere i alle aldre,” siger han.
Joachim Rubow tiltræder det nye job som markedsføringschef i DR den 1. april, og han afløser Katrin Muth, der stoppede i DR før jul.