Gennem de seneste tre år har Google og Apple lagt arm om titlen som verdens mest værdifulde brand – ifølge den årlige Brand Finance Global 500-måling – men nu har den nye dreng i klassen sat de to hidtidige top-kombattanter til vægs.

Førstepladsen i 2018-udgaven af målingen indtages således med piber og trommer af e-handelsgiganten Amazon, der med en brand-værditilvækst på hele 42 procent på et år og når dermed op på 150,8 mia. dollar – svarende til godt 900 mia. danske kroner.

De to tidligere top-brands, Apple og Google, formår dog også at levere en pæn tilvækst i brandværdi, men ingen af dem når altså op på siden af den oprindelige online boghandel, Amazon.

Virksomheden kan i dag prale af at være verdens største internet-virksomhed med aktiviteter inden for cloud-infrastruktur, elektronik, shipping, musik og video-streaming – og planer om at føje bankvirksomhed til listen i indeværende år.

Kineserne kommer

På pladserne efter de tre i toppen følger som nummer fire koreanske Samsung, op fra en sjetteplads sidste år, og som nummer fem Facebook, der rykker op fra en niendeplads sidste år.

Bemærkelsesværdigt er det, at kinesiske brands nu for alvor manifesterer sig på listen.

Mens otte af de to øverste brands er amerikanske, så kommer kinesiske ICBC ind på en tiendeplads, og de tre følgende pladser, lige uden for Top 10, tilhører også kinesiske brands.

Bl.a. tager både Alibaba og Bank of China begge et spring på ti pladser frem på listen, mens Tencent rykker fra plads nummer 47 til plads nummer 21. Den helst store kinesiske højdespringer er spiritus-producenten Wuliangye, der hopper 184 pladser op til plads nummer 100.

Samlet set er Kinas andel af den samlede globale brandværdi vokset fra 3 procent til 15 procent over 10 år.

Lego blandt de stærkeste brands

Flere danske brands har gennem de senere år manifesteret sig i Brand Finance Global 500-målingen, herunder Danske Bank, Vestas, Carlsberg, Arla og Lego, men i år er kun et enkelt dansk navn på listen.

Det er Lego, hvis brandværdi sættes til godt 7,5 mia. dollar, svarende til omkring 45 mia. danske kroner – en lille smule lavere end i 2017, og legetøjsvirksomheden rykker da også en smule ned af liste fra en 197. plads til plads nummer 222.

Til gengæld sikrer Lego sig en fornem sjetteplads – der dog deles med Google og PWC – på Brand Finances liste over de stærkeste brands.

Disney napper dog førstepladsen, og Lego må også se sig slået af Visa, Ferrari, Facebook og Johnson & Johnson-brandet Neutrogena, men lægger sig foran giganter som Microsoft og Johnson & Johnson (moderbrandet) på brandstyrke.

Læs mere om målingen og metoderne bag her.