Den danske it- og telekæmpe TDC køber medievirksomheden MTG’s nordiske forretning, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.

Det skal kombinere TDC Groups portefølje af mobil-, bredbånds- og tv-tjenester med MTG Nordics’ indholdsproduktion, rettigheder, tv-transmission og streaming-tjenester i et nyt fælles medie- og kommunikationsselskab.

- Jeg er utrolig glad for, at MTG Nordics bliver forenet med TDC Group. Vores to forretninger supplerer hinanden fantastisk, og sammenlægningen vil give os en endnu stærkere innovationskraft, lyder det fra TDC Groups koncernchef Pernille Erenbjerg, der bliver koncernchef i den nye samlede virksomhed, mens Anders Jensen fra MTG Nordics bliver ny vice-koncernchef.

- Vi vil dermed få mulighed for at tilbyde de nordiske forbrugere endnu mere attraktivt indhold samt at skabe den næste generation af underholdningsprodukter. Selskabet vil være det første af sin slags i Europa, fortsætter hun.

Det fremtidige selskab vil investere massivt i underholdning, og virksomheden vil være i stand til at nå alle nordiske husstande via egne regionale distributions- og salgskanaler.

Samlet vil de to selskaber have næsten tre mio. tv-kunder på tværs af Sverige, Danmark, Norge og Finland og en samlet rækkevidde på mere end 10 mio. hjem i Norden.

En verden af indhold

Selskabet vil også have en ambition om at styrke den lokale indholdsprofil og den nordiske indholdsbranche gennem fortsatte investeringer.

- Vi vil skabe et nyt og sandt nordisk selskab med intentionen om at investere yderligere i unikt lokalt indhold samt at styrke vores samlede underholdningsprodukter og det nordiske indholdsmarked som helhed. Sammen vil vi forpligte os til at bygge videre på vores stolte tradition om at skabe og fortælle de bedste historier i Norden, siger Anders Jensen, der er Executive Vice President i MTG og Chairman i MTG Nordic Entertainment.

Ifølge aftalen vil MTG modtage 308.880.260 TDC-aktier og godt 2,5 mia. danske kroner. Dermed vil MTG få en ejerandel på 28 pct. af TDC Group. 100 procent af alle MTG Nordics’ aktier vil blive overført til TDC Group.

Handlen skal godkendes af TDC’s og MTG’s aktionærer, og den forventes gennemført i anden halvdel af 2018.