Efter 10 år i Aegis Media koncernen forlader Henrik Jensen stillingen som nordisk CEO for Aegis Media. Lars Bo Jeppesen erstatter ham som nordisk topchef og overtager samtidig Henrik Jensens plads i EMEA ledelsen.

– I forbindelse med at Aegis Media får nye ejere og indfører en ny struktur i EMEA føler jeg – efter 10 gode år i koncernen – at det er det rigtige tidspunkt at forlade gruppen. Jeg vil nu tage en sabbat periode sammen med familien, og det glæder vi os meget til, siger Henrik Jensen og fortsætter:

– Jeg er glad og stolt af det, som jeg har været med til at bygge op. For 10 år siden var Carat nr. 5 i Danmark – i dag er de nr. 1. I samme periode er Aegis Media i Norden gået fra at være et klassisk mediebureau med 250 ansatte til i dag at være et mediebureau og digital gruppe med 600 ansatte.

Og Henrik Jensen slutter:

– Jeg er sikker på, at Aegis Media i Norden med Lars Bo i spidsen får en leder med fokus på vækst, digitalisering og mennesker, hvilket har kendetegnet den rejse, Aegis Media Danmark har været ude på de sidste mange år. 

Den nye nordiske CEO siger:

– Vi har en model, der virker. Det har vi vist i Danmark gennem de sidste syv år, og den er ret enkel. Græsset er ikke grønnere hos naboen, men der hvor du vander det. Det gælder over for kunder, medier og ikke mindst medarbejdere, vurderer Lars Bo Jeppesen.

– Det samme gælder dine investeringer i at være på forkant med de nye medier. Vi står midt i en fundamental transformation af mediebranchen, og enten er du med på bussen, eller også er du ikke.

Lars Bo Jeppesen vil fortsat være CEO for Aegis Media i Danmark. Og Henrik Jensen forventes at forlade Aegis Media med udgangen af januar måned.

Lars Bo Jeppesens fortid er i øvrigt ganske interessant. Han stiftede Danmarks første sponsorbureau Promovator sammen med Preben Elkjær i 1998, og solgte Promovator til Aegis Media i 2006. Fra 2006 har Lars Bo haft ansvaret for at opbygge bureaugruppen Aegis Media i Danmark.