Den fremadstormende mediekoncern Vice Media er i Danmark på under tre år vokset fra 6 til 75 ansatte – ikke mindst via en kraftig oprustning på bureaufronten – og nu udvider virksomheden igen.
Denne gang oprustes på marketing, hvor man har hentet Anja Agerbo Thomsen ind som Director, Expansion and Strategy.
Hun kommer fra en stilling som marketingdirektør hos TDC og får hos Vice til opgave at lede mediekoncernens ekspansion i Skandinavien.
Og parterne kender hinanden vældig godt i forvejen, fortæller Frederik Andersen, CEO, Vice Scandinavia:
– Vi har gennem de seneste to år arbejdet tæt sammen med Anja gennem vores partnerskab som full-service bureau for Telmore. Det var et af de partnerskaber, der for alvor var med til at sætte Vice på landkortet i det danske medielandskab og derfor har Anja indgående kendskab til Vice, vores ydelser og værdier. Anja har bevist en stærk kommerciel forståelse og jeg er ikke i tvivl om, at hun med sin handlekraft og stærke entreprenørånd er den rette til hjælpe os med at udvide i Sverige, Norge og Finland.
Ser stort potentiale
Anja Agerbo Thomsen har over fem års erfaring fra telebranchen, hvor hun startede i Onfone og siden stod i spidsen for Telmore brandet, hvor hun bl.a. gennemførte en implementering af ny visuel identitet, ny kommunikationsstrategi, ny kommunikationsplatform og lancering af Telmore Play i tæt samarbejde med Vice.
Senest har hun været marketingdirektør i TDC Privat, som snart skifter navn til YouSee, og hun glæder sig til de nye udfordringer:
– Gennem mit tætte arbejde sammen med Vice på Telmore, har jeg fulgt dem, siden de sad seks personer på et mindre kontor i København. Tre år senere har de rundet 75 ansatte, og den vækst er både imponerende og velfortjent. Jeg er sikker på, at der er tilsvarende kæmpe potentiale i resten af Skandinavien, siger Anja Agerbo Thomsen.
Vice Media Danmark overtog i juli 2015 ansvaret for hele det Skandinaviske marked, og man oplever stigende interesse i den nordiske region, som Frederik Andersen er CEO for.
– Vi har haft en fantastisk udvikling i Danmark de seneste tre år, og vi oplever tiltagende interesse for vores indhold og ydelser fra de øvrige skandinaviske lande, så derfor giver det mening for os, at vi begynder at se mod nord, siger han.
Og hos TDC er der ”no bad feelings”, som man siger: Koncerndirektør Renè Brøchner siger om skiftet, der træder i kraft den 1. juli:
– At en stærk profil som Anja nu bliver headhuntet til den stilling, kan jeg godt forstå. Hun har markante resultater med i rygsækken videre, og jeg vil gerne takke hende for indsatsen og ønske hende held og lykke med de nye udfordringer.