En af Europas ældste zoologiske haver, Zoo i København, fik kort før jul ny kommerciel direktør i skikkelse af Christian Higraff.

Han kom fra en stilling som marketing- og onlinedirektør i dagligvaregiganten Dagrofa, der bl.a. står bag supermarkedskæden MENY, hvor han fx planlagde og gennemførte den go to market-strategi, der har givet fine resultater for kæden.

Da der er relativt langt fra dagligvarer til eksotiske dyr, begyndte han i sit nye job med en uges praktik som dyrepasser.

- Jeg har oplevet på tætteste hold, hvorfor det her er en af de mest unikke arbejdspladser i landet, og hvorfor vi skal bygge videre på det solide fundament Zoo allerede eksisterer på. Samtidig er der en række lavthængende frugter, som er lige til at plukke: hvorfor ikke bygge en ny fantastisk legeplads, når nu børnefamilierne har efterspurgt det i årevis? spørger han og fortsætter:

- Og hvorfor ikke åbne Zoo en time tidligere i sommerhalvåret? De fleste med små børn ved, at ungerne vågner ved det første fuglefløjt, og så er der altså lang tid til klokken bliver 10.

Begge tiltag er nu sat i søen, og derudover fortæller Christrian Higraff, at der skal ske fornyelse på mad- og drikkefronten i Zoo, der første gang slog portene op for gæster i 1859.

- Der skal stadig være plads til pølser og pomfritter, men det er vigtigt for mig, at vi lader en grundig analyse af Zoos udbud og udsalgssteder danne grobund for vores investeringer og forbedringer. Så vinduet står pivåbent i forhold til nye tiltag og ideer lige nu, Christian Higraff. 

Nyt salgs- og marketingteam på plads

Han har også haft travlt med at sætte et stærkt salgs- og marketingteam i Zoo. Det betyder bl.a. at en ny marketingchef tiltræder den 1. februar.

Her faldt valget på Henriette Povlsen, der er hentet fra MENY-kæden, hvor hun også var marketingchef.

Hun får selskab af Mads Nørregård, der er ansat som ny erhvervs- og salgschef. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager i Tivoli, hvor han bl.a. har været med til at opbygge et netværk af sponsorer på mere end 150 spændende samarbejdspartnere.

Christian Higraff fortæller desuden, at én opgave skiller sig særligt ud i år i Zoo: forberedelserne til at indvie det ambitiøse pandaanlæg som er tegnet af stjernearkitekterne fra BIG, Bjarke Ingels tegnestue.

- Jeg ser frem til at komme i arbejdstøjet sammen med mine nye folk og resten af Zoologisk Have, for vi har vanvittigt mange spændende opgaver foran os. Ud over opgraderingen af Havens food & beverages, skal vi fremfor alt stå toptunet og klar til at modtage de to pandaer og deres mange fans om et års tid. Det gælder både danske gæster, udenlandske turister, investorer, fonde og samarbejdspartnere, der alle skal have glæde af de to bjørne. Det glæder jeg mig selvfølgelig enormt til, slutter Christian Higraff.