“Hey Shoe Lover! Få et gavekort på 200 kroner til online shopping! Kun 5 kr.”
Sådan var ordlyden i en kampagne, som internetvirksomheden Pointshop havde på nettet i efteråret 2011.
Det glade budskab blev spredt via et såkaldt ”affiliate netværk” – et netværk af websites, som hjælper annoncører med at øge udbredelsen af deres annoncer på internettet – men Forbrugerombudsmanden mente, der var ugler i mosen og meldte sidste sommer Pointshop.dk til politiet for vildledende markedsføring.
Efterfølgende, i december 2012, blev også ejeren af domænet miamisobe.dk, der var med i det ”affiliate netværk”, der videreformidlede Pointshop-kampagnen, meldt til politiet.
Og nu har Retten i Aalborg så idømt begge selskaber en bøde – Pointshop.dk må hoste op med 60.000 kroner, mens den såkaldte ”publisher” – miamisobe.dk – må af med 7.500 kroner.
Det med småt
Problemet med kampagnen var, at det ikke var tilstrækkelig tydeligt for forbrugerne, at de – ved at betale 5 kroner med kreditkortet på kampagnesiden – samtidig tegnede et VIP-abonnement til pointshop.dk. Abonnementet kostede 270 kroner om måneden, hvilket automatisk og løbende blev trukket på forbrugerens kreditkort.
Med mindre altså, at forbrugerne opsagde aftalen. Men oplysningerne om, at der blev indgået en abonnementsaftale kunne bare alt for nemt overses, mente Forbrugerombudsmanden.
Han pegede videre på, at kampagnen gav forbrugerne indtryk af, at de fik gavekortet, når de betalte 5 kroner. Det gjorde de ikke.
Derimod fik de på en konto hos pointshop.dk indsat point, som de siden skulle logge ind på sitet for at bruge – til at ”købe” gavekortet eller andre produkter.
Samlet set koster denne type markedsføring altså nu Pointshop.dk en bøde på 60.000 kroner for vildledende markedsføring.
Pointshop har efterfølgende anket dommen til Landsretten.
Ikke første gang
Allerede tilbage i efteråret 2010 var Pointshop.dk i både mediernes, Forbrugerrådets og Forbrugerombudsmandens søgelys.
I november 2010 var selskabet således genstand for nærmere undersøgelse i DR’s Kontant, hvor Pointshops stifter, daværende direktør og ejer, Magnus Kjøller, efterfølgende erkendte, at der var problemer i Pointshops koncept.
Også det fynske reklamebureau og affiliate-selskab, Mikkelsen Media, som i 2011 havde kontrakt med Pointshop om at videreformidle kampagnen ud til forbrugerne via et netværk af websites, har været på programmet hos Kontant.
I november 2010 fortalte DR’s Kontant således blandt andet, at det fynske bureau – som i øvrigt gik konkurs sidste efterår – var på gale veje. ”Alle Mikkelsen Medias servere er sortlistede hos danske og internationale antispam virksomheder.” hed det dengang.
Direktør takker af
Bag Pointshop.dk står Aalborg-virksomheden CM Network A/S, der præsenterer sig som følger på sin egen hjemmeside:
”CM Network A/S er en vækstvirksomhed, der siden 1997 har beskæftiget sig med drift og udvikling af internet koncepter. Virksomheden omfatter 5 datterselskaber, som med mere end 30 ansatte, aktiviteter i 10 europæiske lande, og 7 millioner brugere gør CM Network til en af markedets mest seriøse spillere når det drejer sig om online markedsføring og konceptudvikling.”
Søsterselskaber til Pointshop A/S er blandt andre Pointblog A/S, Pointtrade A/S, Pointdeal A/S og Random Aps, og fælles for alle selskaber er, at de ejes helt eller delvist af Magnus Kjøller Holding ApS, der også rummer ejendomsselskaber og et enkelt spil-selskab – Lotto24 – som tidligere i år selv måtte indkassere en bøde for spam.
Hovedpersonen bag de mange selskaber, den blot 29-årige Magnus Kjøller, meddelte i øvrigt så sent som i går, at han pr. 1. juni i år trækker sig fra direktørposten i CM Network.
CM Network havde i 2012 et overskud på 35,5 mio. kroner før skat.