Mange danskere kender Herning Kommune for de gode rammer og vilkår for messer og kultur- og sportsevents, herunder Jyske Bank Boxen og Messecenter Herning – og som et sted med et godt erhvervsklima, hvor en lang række erhvervseventyr har taget sin begyndelse.
Men nu skal byen og kommunen også være kendt som et godt sted at bo for bl.a. børnefamilier, og derfor har kommunen gennemgået en større brandingproces i samarbejde med 2+1 Idébureau.
Bureauet har vundet opgaven i offentligt udbud sammen med Herning udviklet vision og sloganet ”her er alle muligheder åbne” samt designguide og brandingplatform, som netop nu aktiveres på en række platforme.
Og Jørgen Krogh, direktør for By, Erhverv og Kultur i Herning Kommune, er godt tilfreds med, at der nu er sat en retning for brandingen af Herning Kommune i de kommende år.
Bruges også til erhverv
– Vi er glade for, at vi er kendt for, at vi tager os godt af erhvervslivet i Herning Kommune, og at vi gang på gang danner rammen om store danske og internationale sports- og kulturbegivenheder. Nu går vi også i gang med at fortælle historien om Herning Kommune, hvor børnefamilierne trives og nyder godt af vores gode skoler og dagsinstitutioner og de mange muligheder, der er for at dyrke sport og andre fritidsaktiviteter. Og at Herning faktisk har rigtig meget smuk natur at byde på, siger han.
Sloganet og brandingplatformen skal dog også bruges over for målgrupperne inden for erhverv og event, hvor Herning stadig vil pleje sit stærke brand.
Og hos 2+1 Idébureau, der siden virksomhedens start i 2003 haft et klart fokus på placebranding, såsom by- og kommunebranding og branding af byggerier, har samarbejdet med Herning været meget inspirerende, siger partner og kreativ direktør Morten Kold.
Aktiveres på flere platforme
– Vi er meget stolte af at arbejde sammen med en af Danmarks mest markante og innovative kommuner, der ikke er bange for at gå nye veje, og som ingen anden kommune evner at sætte handling bag ordene. Ånden i Herning er helt speciel, og man fornemmer klart, at den har dybe historiske rødder, der er rodfæstet i et stærkt sammenhold og viljen til hele tiden at tænke fremad for at sikre vækst og udvikling, siger Morten Kold.
Hernings nye brandingplatform kommer bl.a. til udtryk i en række printannoncer, på hjemmesiden og på de sociale medier.
2+1 Idébureau blev stiftet i 2003 og beskæftiger i dag 13 medarbejdere. Partnerne er adm. direktør Johan Galster og kreativ direktør Morten Kold.
Mest kendt er bureauet nok for brandingen af Danmark med Den Lille Havfrues rejse til EXPO i Shanghai tilbage i 2009, men Morten Kold og hans kolleger har også arbejdet for bl.a. Loop City, Hillerød Kommune, Hedensted Kommune, Grønttorvet – nu Ny Valby – Uptown Copenhagen, Nyt DTU og Novozymes.