Projekteringen af Københavns nye rekreative område, Amager Bakke – der kommer til at rumme bl.a. skibakke, klatrevæg, café og restaurant – er i gang, og nu har Fonden Amager Bakke også udpeget det selskab, der skal drive aktiviteterne i området.
Vinder af udbuddet er det nystiftede CopenHill A/S – og med i dét selskab er Help PR, som skal hjælpe med den vigtige branding og kommunikation omkring hele projektet.
Bureauet har erfaring med branding-projekter som fx Carlsberg Byen, Superkilen og Bryggergården ved den Blå Planet, og hos Help PR er direktør og ejer Mads P. Byder ikke et øjeblik i tvivl om potentialet.
– Det er jo langt fra ”bare” en skibakke, men et helt nyt rekreativt område, som passer perfekt ind i tidens tendenser: Bæredygtighed og aktiv livsstil. Læg dertil, at bakken bygges ovenpå et forbrændingsanlæg, plus at det rent visuelt kommer til at byde på unikke oplevelser. Så ja, jeg tror, projektet kommer til at skabe international omtale, siger han.
Og nok er aktiviteterne i centrum, men kommunikationen og storytellingen omkring området er en afgørende faktor, hvis Amager Bakke bliver et sted, man vil opleve og besøge igen og igen.
Nøgleord og brugerinddragelse
– Ligesom andre store brands har Amager Bakke en historie, der skal fortælles, forklares og løbende udvikles, hvis vi skal nå målet om, at området skal ses som en attraktion på linje med Zoo, Carlsberg Byen, Papirøen og Nyhavn, siger Mads P. Byder.
Strategien rummer bl.a. udvikling af en række differentierende nøgleord, budskaber og vinkler for Amager Bakke, som kontinuerligt skal nævnes i al kommunikation og i alle medier for at underbygge områdets DNA og øge kendskabet.
Hertil kommer den vigtige borger- og brugerinddragelse – en disciplin, som Help PR har stor erfaring med, bl.a. i forbindelse med Superkilen, hvor hele 57 nationaliteter rundt om Superkilen på Nørrebro skulle tage ejerskab og komme med input til området.
Men nu er der jo ikke supermange private boliger omkring Amager Bakke?
– Nej, men hele området omkring Amager Bakke har en række aktiviteter – Copenhagen Cable Park, Copenhagen Paintball, Urban Ranger Club, Københavns Klatrecenter ’Blocs& Walls’ osv – og hvis projektet skal blive en succes – og et nationalt trækplaster – for såvel nærmiljø som Storkøbenhavn, så bliver samspillet og forståelsen for nærmiljøet altafgørende, siger Mads P. Byder og tilføjer:
– Så fokus ligger altså på nærmiljø/brugerne og ikke de lokale borgere, og vi vil forestå en proces, hvor vi sikrer, at alle brugere og ressourcegrupper omkring Amager Bakke – både eksisterende og potentielle – tager ejerskab og engagement omkring området.
Ifølge den nuværende tidsplan vil anlægget kunne åbne i december 2017.
Blandt de partnere, som CopenHill har indgået samarbejde med er Spisestedet Skank og Juicy Café, der skal drive café og restaurant på toppen af Bakken, Steep & Deep, der skal stå for skiudlejning og butik samt lounge og event område i grundplan, hvortil kommer Den Danske Skiskole samt skiklubberne i Københavnsområdet, KS og Skiklubben Hareskov, der skal stå for skiinstruktion og holdundervisning.
Se en kort promotionfilm om projektet her.