Outdoor har langt fra udspillet sin rolle på den danske og internationale reklamescene, hvilket bl.a. understreges af et stort reklameskilt, eller lysreklame, der i øjeblikket vækker opmærksomhed i Københavns Lufthavn.

Her byder bryggerigiganten Carlsberg ”Welcome to the world’s happiest nation” til de 22 mio. rejsende, som årligt strømmer gennem lufthavnen.

Inspirationen til den hilsen stammer bl.a. fra en rapport fra Columbia University, hvor danskerne senest blev kåret til verdens lykkeligste folkefærd.

I 2012 fortalte en FN-rapport det samme.

– Gensynsglæde er dejligt, og når man som dansker har været i udlandet, er det altid dejligt at komme hjem. Vi synes, det var oplagt at byde velkommen til ”The world’s happiest nation”. Vi siger det naturligvis med et glimt i øjet, men også med en vis stolthed. Carlsberg har altid været stolt af at være dansk og populær uden for kongerigets grænser, lyder det fra Rasmus Bendtsen, Brand Manager i Carlsberg Danmark, i en pressemeddelelse.

Et indslag, der vækker opsigt

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager er en af dem, der er glade for den usædvanlige lysreklame: ”Så ved jeg, at jeg er hjemme i Danmark. Skål på det”, skrev hun i en opdatering på Facebook og Twitter, da hun havde set den.

Den iøjnefaldende outdoor-reklame er designet af lysdesigneren Tobias Ebsen, der også var manden bag lysdesignet til Den Danske Pavillon på Verdensudstillingen i Shanghai og har arbejdet med lysfacaden på Armani Store i New York.

Reklame-skiltet er udformet som en lysvæg, der er placeret ved udgangen af ankomsthallen.

Den måler 11 x 3 meter og består af 32 LED-bånd, der er animeret bag en matteret glasvæg. Bag projektet står Yellow, der er Carlsbergs reklamebureau, og Clear Channel, som har ansvaret for al outdoor-reklame i lufthavnen.

– Lys-installationen er endnu et bevis på, hvordan den digitale udvikling kommer til at præge outdoor-mediet. Vi er glade for, at vi i et samarbejde kan servicere en stor dansk og international kunde, siger Frederik Meyer, salgs- og marketingdirektør i Clear Channel, i PR-skrivet.