Danske &Co går sammen med seks andre nordiske bureauer i et nyt nordisk netværk.

- NoA (The North Alliance) er det første seriøse forsøg på at skabe et nordisk uafhængigt netværk, som for alvor kan tage kampen op mod de internationale kæmper. Ambitionen er, at samle ”best in class” kommunikationsbureauer på tværs af discipliner og landegrænser, og tilbyde lokale, nordiske og internationale kunder kommunikationsløsninger i verdensklasse, lyder det fra Thomas Høgebøl, grundlægger og CEO i NoA, i en pressemeddelelse.

- Der er ingen grund til, at et skandinavisk bureaunetværk ikke også skulle kunne tilbyde sine ydelser internationalt – præcist som amerikanske, britiske eller franske netværk gør det. Alle markedsførere med international erfaring ved, at den nordiske bureaukultur er effektiv og produktiv, og skandinavisk kreativitet og design bliver beundret og anerkendt med kreative priser over hele verden, fortsætter Thomas Høgebøl.

Finsk kapitalfond bag

Den primære finansiering leverer den finske kapitalfond Capman (60%), og reklamenetværket får navnet North Alliance. Hos &Co er der naturligvis glæde over den nye bureaukonstellation:

- At være med til at stifte NoA er et stort og meget vigtigt skridt i vores ambition om, at & Co. fortsat skal være med til at præge udviklingen på det danske reklamemarked. NoA er en attraktiv netværkskonstruktion, der springer ud af den skandinaviske bureaukultur, hvor vi er flittige, aldeles u-bureaukratiske, effektive, produktive – og ikke mindst kreative, siger Mikael Jørgensen, administrerende direktør i &Co.

- Men for os er mødet med NoA også et møde med nogle mennesker, som vi ganske enkelt føler os i familie med og føler os som ligeværdige partnere med – både på det faglige og menneskelige plan.

- Vi glæder os rigtig meget til at udvide &Co. familien med de dygtigste kreative, tænkere og forretningsfolk i Skandinavien. Vi ved, det er svært at undgå at blive bedre, når man samarbejder med andre dygtige mennesker. Og vi ved, at kun gennem godt samarbejde kan vi gøre en reel forskel for vores kunders forretning, siger kreativ direktør Robert Cerkez. 

- De bureauer, vi nu kommer i netværk med, er bureauer, som vi har virkelig stor respekt for, siger kreativ direktør Thomas Hoffmann, både for deres kreative niveau og deres spidskompetencer. Det giver os mulighed for at blive inspireret og udfordret på en måde, hvor vi er sammen om at finde gode kommunikationsløsninger for vores kunder, slutter han.

De 7 bureauer er en god begyndelse. Men netop en begyndelse. Netværket støttes finansielt af CapMan – ét af Nordens førende private equity-firmaer med både de ledelsesmæssige og finansielle ressourcer til at være en stærk og støttende partner på rejsen, skriver CapMan i PR-skrivelsen.

Høgebøl i spidsen

Den ny koncern vil blive ledet af Thomas Høgebøl som CEO og de 7 bureauer fortsætter med hidtidige ledelser. De respektive bureauer i NoA kommer til at fungere som hidtil – det er alle stærke og fremgangsrige selskaber, som hver især kommer til at bidrage til netværket med deres spidskompetencer. 
Ejerskabet kommer til at ligge centralt i NoA.

Det vil sige, at NoA indløser samtlige aktier i partnerselskaberne, og de tidligere ejere køber sig i stedet ind i NoA. Ejerskabet kommer til at blive bredt og spredt ud – ikke bare blandt de tidligere partnere i de respektive bureauer; ansatte vil også få mulighed for at blive aktieindehavere i NoA. Ambitionen er en koncern med mange aktive partnere og en stærk hovedejer.

Udover danske &Co finder man bl.a. svenske Åkestam Holst, det norske digitale bureau Making Waves samt fire andre svenske bureauer.

&Co’s partnere har solgt alle aktier i selskabet til North Alliance og samtidig købt sig til en mindre ejerandel i det nye netværk.