Ifølge H.C. Andersen var det at rejse det samme som at leve - og hvis national-digteren havde fat i bare en lille flig af sandheden med den betragtning, så er der i dén grad liv i den danske OL-pavillon på Ipanema-stranden i Rio i denne måned.

Her inviterer den danske turismeorganisation VisitDenmark nemlig på en rejse til Danmark - omend af den virtuelle slags.

Rejsen foretages gennem et par særlige virtual reality briller fra Samsung, som giver en 360 graders oplevelse af Danmark. Filmen tager den rejsende til 12 udvalgte seværdigheder i Danmark, og det er særdeles populært.

Mange dage har der været kø på 1-2 timer for at tage den virtuelle tur til Danmark, og gæsterne bliver så opslugte af rejsen, at VisitDenmarks medarbejdere i pavillonen må stå og tælle ned, når brillerne skal af igen.

Nære oplevelser

- Vi oplever en overvældende interesse for at prøve virtual reality brillerne og få en oplevelse af, hvad Danmark kan byde på. Virtual reality er et nyt format, som folk er nysgerrige efter at prøve, og som er oplagt at bruge til at markedsføre en destination som Danmark, fordi det giver en fornemmelse af at være der selv. Det er helt sikkert noget, vi vil prøve igen og tage med på fx events og messer ude i verden, siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen fra VisitDenmark.

Filmen tager turisterne til blandt andet AROS kunstmuseum, Klitmøller i Nordjylland, cykelslangen i København og Sagnlandet Lejre - og dermed bruger VisitDenmark også formatet til de mere nære oplevelser frem for de store panorama-views, som typisk har været brugt til VR-film.

Kan tages med hjem

Det er naturligvis ikke utænkeligt, at salig H.C. Andersen ville rotere ved tanken, da der jo trods alt ikke er tale om den ægte vare, men brugen af virtual reality gør nu engang oplevelsen mere levende og overbevisende end et par flade fotos og en brochure.

- En virtual reality film giver rigtig god mening i forbindelse med OL i Rio. Vi får muligheden for at lægge en ekstra dimension til og give de besøgende i pavillonen en oplevelse af, at de rent faktisk står i Danmark, selv om de befinder sig på den modsatte side af jorden, siger Janne Grønkjær Henriksen.

Filmen er også integreret på YouTube, og journalister der besøger pavillonen får udleveret et par Google Cardboard VR-briller i pap, så de har mulighed for at tage oplevelsen med hjem.

Se 360 graders filmen fra Danmark her - om end det ikke er helt den samme oplevelse på en skærm, som med VR-brillerne på - og vær opmærksom på, at Safari-browsere ikke understøtter 360 graders videoer.