Kom nu, vi skal i gang med at bage! Hjælper du ikke med at pynte træet, skat? Kom, lad os gå ud i haven og lave sne-engle – eller bygge snemand!
De fleste forældre med børn i teenagealderen ved udmærket godt, at den slags opfordringer som regel ikke modtages med kyshånd. I hvert fald ikke hvis den unge er udstyret med en smartphone og bare ikke ”giiiiider” hverken se op, lette rumpen fra sofaen – eller deltage i familiens mange gøremål.
Og det er lige nøjagtig det, Apple har taget udgangspunkt i i årets jule-reklamefilm med titel ”Misunderstood”.
Apple er kendt for hvert år ved juletid at offentliggøre en reklamefilm, hvor et eller flere af årets ”flagship”-produkter indgår. I 2011 var det iPhone4 og Siri, der var i fokus – sidste år var det iPad’en og FaceTime, det handlede om – og i år er det så iPhone5 og AirPlay/AppleTV, der har produkt-hovedrollen.
Til tonerne af jule-klassikeren ”Have Yourself A Merry Little Christmas” følger man en familie, hvis medlemmer i alle aldre er i gang med juleforberedelser og -aktiviteter. Undtagen den unge teenager, som hele tiden holder sig for sig selv med snuden i sin smartphone.
Lige indtil….ja, se selv her.
Og som en ekstra bonus har Apple også offentliggjort den film, som drengen i reklamen angiveligt har optaget ved hjælp af sin iPhone5 – og som han streamer på tv’et ved hjælp af AirPlay.
”Filmen i filmen”, som du kan se her, er ifølge Apple reelt optaget på iPhone5 og redigeret med iMovie.