I fredags kunne danskerne fejre J-dag for 23. gang, og vanen tro var danske gader og stræder fyldt med festglade mennesker. I morgen afholder USA deres 57. præsidentvalg, hvor valget står mellem Barack Obama og Mitt Romney.

Umiddelbart har de to ting ikke meget med hinanden at gøre. Og dog. Allerede tidligt i valgkampen blev det alment kendt, at Barack Obama bryggede sin egen øl i Det Hvide Hus, og da han tilbage i august på en dyrskueplads i Des Moines, Iowa købte en omgang til tilhængerne, ville jublen ingen ende tage: ”Four more beers, four more beers” begyndte forsamlingen højlydt at synge. 

Den historie gik ikke Tuborgs reklamebureau igennem mere end 30 år Wibroe, Duckert & Partners’ næse forbi, og i dag kan man på side 13 i Berlingske fornøje sig med annoncen i toppen af denne artikel.

Jeppe Boel, der er brand manager for Tuborg Julebryg, var ikke sen til at se den gode ide:

– Den annonce er indbegrebet af alt, hvad Tuborg Julebryg-brandet kan løfte. Den er et eksempel på, hvordan man kan tage et 30 år gammelt brand og gøre det højaktuelt med dyb respekt for Wibroe, Duckert & Partners’ gamle univers, som stadig fungerer hamrende godt, siger Jeppe Boel.