Plastikposer, balloner, legetøj, lightere og fødevare-emballager – og massevis af andre plastik-ting – havner hvert år i verdenshavene som affald. Til stor skade for dyrelivet.

Også de plastikringe, der er beregnet til at holde sammen på de six-pack-øl eller -sodavand, vi kender fra dagligvarebutikkerne, har en del fisk, skildpadder, sæler og fugle på samvittigheden.

Men nu har et lille amerikansk bryggeri sammen med sit reklamebureau opfundet en løsning på dén del af verdens plastik-problem: En spiselig og biologisk nedbrydelig six-pack-holder.

Det er Florida-bryggeriet Saltwater Brewery, der har surfere, fiskere og andre hav-entusiaster som målgruppe, der sammen med reklamebureauet We Believers har udviklet de spiselige six-pack-ringe.

Ringene er – meget passende for et bryggeri – fremstillet af hvede og byg og de er, ud over at være spiselige for fisk og havdyr, også stærk nok til at bære seks dåser.

Øger produktionen

De første 500 sæt ringe blev fremstillet ud fra fem 3D-printede forme til bryggeriets primære Indian Pale Ale-brand og vist frem og solgt ved lokale udstillinger, men nu er planen at skalere op.

Gustavo Lauria, CCO og grundlægger af reklamebureauet We Believers siger, ifølge branchesitet Creativity Online, at man er i gang med at samarbejde med en lille mexicansk ingeniør-start up, som vil kunne fremstille 400.000 spiselige six-pack-ringe om måneden, hvilket vil være tilstrækkeligt til at dække Saltwater Brewerys nuværende produktion.

– Det viser bare, at også små innovative virksomheder kan være med til at skabe forandringer, der kan gøre en positiv forskel for den klode, vi efterlader til vores børn, siger han og tilføjer:

– Så hvis andre bryggerier, store som små, ville gøre det samme, ville prisen falde og gøre produktet konkurrencedygtigt i forhold til de nuværende plastikringe – og redde hundrede tusinder af dyreliv.

Så værsgo Heineken, SABMiller/InBev, Carlsberg – måske en idé at samle op?

Du kan besøge Saltwater Brewery her og reklamebureauet We Believers her.

Og så kan du se en film om projektet her.